I et efterhånden spinkelt håb om at få kærhøgen at se (har desværre ikke vist sig (for mig) de sidste par uger derude), kørte jeg til Mjangmark i eftermiddagssolens bløde varme lys. Smukt og stille var der. Dammen lyste som et gyldent spejl, og så gjorde det såmænd ikke så meget der var småt med fugle. En stor tornskade generede kortvarigt en musvåge helt nede mod bredden, hvorefter alt igen blev tyst. Jeg vendte derfor min opmærksomhed mod syd, idet der på den anden side af vejen, et godt stykke væk, sad en musvåge og spejdede:
Og så er det jo man sidder der og håber den på et tidspunkt letter og naturligvis flyver i retning mod kameraet. Og helst gør det når man kigger i søgeren. Og selvfølgelig samtidig har fingeren på udløseren – for det kan nemlig være lidt af en prøvelse med rovfugle, der jo cirka “sidder ned” 20 timer i døgnet!
Efter ½ time var der et eller andet der fangede musvågens opmærksomhed: Den lettede, fløj skråt mod mig, herefter om bag noget krat – hvorefter jeg tabte den af syne. Jeg var dog rimelig sikker på den var landet i en tilstødende græsmark og så var det ellers om at få pudset brillen:
Det var åbenbart en nitte for fuglen, for kort tid efter lettede den “tomkloet” og fløj bort. Jeg fik et par flugtbilleder:
For de kamera-nørdede kan det oplyses at begge ovenstående billeder på grund af den store afstand til fuglen, er croppet ud over al rimelighed og ovenikøbet taget i vigende lys med henholdsvis iso 2500 og 4000 – og alligevel kan man få nogenlunde brugbare resultater i hus – hurra for moderne kamera-sensorer!