Havørne uden kamera

Det dårlige vejr har ikke været særlig inspirerende i forhold til at komme afsted ud i det grønne (sådan da) med kameraet. I dag tittede solen dog forsigtigt af og til frem bag et uroligt flagrende tæppe af skyer – for så hurtigt at søge ly igen for den ruskende blæst. Jeg vovede mig også tappert ud (i bil!) og kørte først en tur til Torup Made, hvor et par musvåger legede, alt for langt væk, i vinden ved sydbredden af dammen og havørnen kortvarigt viste sig meget højt oppe i retning mod Augustenborg. Blæsten faldt vist ikke i dens smag og den vendte desværre om igen og fløj i retning nogenlunde mod Ketting Nor. En regnbue dukkede trøstende op et par sekunder og blev herefter opslugt igen:

Mjangmark, regnbue over Torup Made.

Noget af det gode ved fuglefotografering synes jeg er uvisheden og den heri indbyggede spænding – man ved aldrig, hvad man støder ind i og hvad man kommer hjem med af fotos. Bagsiden af dette er selvfølgelig en mindst ligeså ofte forekommende frustration over enten ikke at møde noget som helst eller måske kun et par aldeles fotouegnede sorte prikker i det fjerne – som for eksempel i dag i form af et par forblæste musvåger og en forkølet havørn.

Havørn inspicerer Mjang Dam, billedet er fra en tidligere tur.

Jeg blæste herefter videre til Birkepøl. Vinden var nu løjet en smule af og jeg håbede, det var nok til, at måske en mosehornugle eller to ville vove sig ud. De ER nemlig blevet set derude for nogle dage siden – ifølge den altid nyttige DOF-base. Der var dog nogenlunde ligeså fugletomt som ved Torup Made. En stæreflok blev kastet rundt helt ude ved diget og en spurvehøg søgte ly i den lille granskov i begyndelsen af grusvejen. Mosehornugler var der ingen af, det blæste såmænd nok alligevel for meget. Vindmøllerne svajede i hvert fald rytmisk og fik deres puls deropad:

Birkepøl, kig mod vest.

Jeg var dog faktisk på god fotoafstand af et par havørne – tidligere på dagen, hvor jeg netop var hjemkommet fra Rema 1000 i Høruphav og var ved at tage varerne ud af bilen. To styk, flyvende lavt lige over mit eget hus, i retning mod Sønderborg! Kameraet lå naturligvis trygt og godt inde i huset.

Ung havørn, taget sidste år ved Mjangmark.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *