Hjemmestrikket fotoskjul

Som tidligere skrevet er et fotoskjul ofte et nødvendigt onde for at nærme sig fuglene – eller rettere: for at fuglene nærmer sig. Og som også tidligere nævnt herinde, er netop det at komme tæt på fuglene det allersværeste ved fuglefotografering – i hvert fald såfremt man spørger mig. Kort afstand til motivet løfter til gengæld ofte fuglebilleder fra nogenlunde til gode eller ligefrem fremragende.

Man kan købe diverse udgaver af fotoskjul på nettet og de fås faktisk også i letvægtsudgaver på lige under 2kg. De fylder dog for meget til jeg kan have dem med rundt. I forvejen medbringer jeg en meget tung tele og ofte også et (rimelig tungt) stativ. Kamera og objektiv har jeg i en rygsæk, mens stativet bæres. En yderligere rygsæk eller taske er derfor ikke praktisk ladsiggørligt – med mindre der kun skal gås ganske kort efter en parkeringsplads er fundet i det grønne.

Jeg har derfor prøvet at konstruere et eller andet nogenlunde brugbart selv. Kravene var lethed, kompakthed, ikke for bøvlet at sætte op, og det skulle kunne bæres på ryggen og dermed kunne sættes fast på min rygsæk på en eller anden facon.

Brainstorm-skitse

Efter diverse overvejelser, blandt andet i form af ovenstående skitse, faldt valget på en ring-baseret konstruktion. Man kan som bekendt finde alt på ebay – også nedenstående “samlbare” hulahopring, der her ses med et par rørholdere fra Davidsen.

Hulahopring, farvevalget ikke specielt diskret!

Ringen fik lidt grå maling for et lidt(!) mere naturligt look. Et par bambuspinde forstærket med tape blev brugt til at holde ringen:

Det begynder at ligne noget..

Et letvægts-camouflagenet blev herefter placeret over hele konstruktionen:

Pindene kunne godt være kortere – men ofte vil jorden nok være noget mere blød og måske ligefrem mudret – og så er det nok godt at kunne stikke lidt dybere for bedre stabilitet.

De enkelte dele.

Det hele kan rulles sammen i liggeunderlaget og burde kunne fæstnes til min rygsæk. Og vægten? Deprimerende 1,8 kg – dog inklusiv liggeunderlaget. Camouflagenettet vejer alene næsten et kg – og det er efter en kraftig beskæring i forhold til det viste på forrige billede.

Alt i alt ender vi med: objektiv+kamera: 6,4 kg, stativ: 2 kg, gimbal-hoved: 1,2 kg, skjul: 1,8 kg. Med rygsæk ender vi på godt 12 kg! Jeg kunne naturligvis bare medbringe min noget lettere zoom og en beanbag – så er vi faktisk nede på næsten det halve i vægt. Oldsagen på billederne lukker dog næsten 2½ gang mere lys ind og er ovenikøbet skarpere. Er det så 6 kg værd? Ja – så længe man ikke skal gå alt for langt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *