Lille skallesluger ved Bundsø

Trofaste læsere af denne lille blog erindrer måske, at jeg har forsøgt en hel del gange af få ordenlige billeder i hus af lille skallesluger – mere eller mindre uden held indtil videre. Arten er trods sit nordlige ophav meget sky (i modsætning til for eksempel de meget tillidsfulde snespurve og sortgrå ryler, der også besøger os fra nord ved vintertide) og derfor svær at nærme sig. Især hannerne er ekstremt skeptiske overfor ændringer og bevægelser i landskabet og søger ved mindste forstyrrelse straks ud på dybere vand eller flyver blot bort. Både Mjels Sø og Bundsø, har jeg forsøgt mig ved flere gange uden ordentlige billeder – trods benyttelse af flydeskjul ved flere af turene. Stædigt på den igen!

Første forsøg var i torsdags, hvor jeg desværre måtte kassere alle skallesluger-billederne efterfølgende – de var simpelt hen for langt væk og det er trods alt begrænset hvor meget der kan croppes. En trøstpræmie fik jeg dog – i form af en enkelt flot stillits, fouragerende i en vissen tidsel:

Stillits, Bundsø.

Et andet navn for arten er netop tidselfinke – og det forstår man jo godt:

Stillits, Bundsø.

En flot og næsten eksotisk udseende fugl:

Stillits, Bundsø.

Billederne er i øvrigt taget fra skjul, men liggende ved bredden af søen et passende sted. Eneste “sø-fugl”, der kom nogenlunde inden for fotoafstand var denne enlige hvinandrik:

Hvinand, Bundsø.

Selvom det lidt kedelige billede er taget liggende, “ses” der stadig en smule ned på fuglen. Her endnu et billede af arten fra forrige år, også fra Bundsø og nu fra flydeskjul, hvor kameraet stort set er på øjenhøjde med fuglen:

Hvinand, Bundsø

Lyset er naturligvis flottere end på forrige foto, men den lave vinkel betyder også rigtigt meget – det bliver bare bedre fordi baggrunden over vandniveau pludselig træder frem.

Andet forsøg: Her til morgen, hvor der var lovet sol – men den så jeg ikke meget til den første time. Her turens første lidt triste billede, fra flydeskjul og taget lige omkring solopgang. En enlig hvinand til venstre med et populært skarv-træ i baggrunden:

Bundsø.

Ret umulige lysforhold! Her en fiskehejre på vej mod fotografen. Iso 10000!

Fiskehejre, Bundsø.

Efter en halv times tid i det meget kolde vand, kom et par hunner nærmere. Et ikke særligt godt billede i endnu dårligere lys fortsat:

Lille skalleslugere, Bundsø.

En han viste sig pludseligt ikke så forfærdeligt lang væk – den må have dykket nærmere uden jeg lagde mærke til det. Den blev straks mistænksom, da jeg blev opdaget:

Lille skallesluger, Bundsø.

En hun mere, renset godt for støj. Trods nødtvungen langsommelig lukkertid på 1/500s ender vi på iso 3200:

Lille skallesluger, Bundsø.

To hanner, croppet en hel del og fortsat i meget trist belysning:

Lille skalleslugere, Bundsø.

På et tidspunkt var der hele tre hanner i “min” ende af søen. Skeptiske var de dog alle sammen:

Lille skalleslugere, Bundsø.

Jeg var på forhånd klar over, at min placering ville betyde kraftigt sidelys eller decideret modlys. Jeg forsøgte på et tidspunkt at bevæge mig længere ud på søen med mulighed for at fotografere i medlys – men den gik ikke. Alt og alle fortrak! Her trioen fra før, efter at have ventet tålmodigt på min oprindelige position:

Lille skalleslugere, Bundsø.

Mere venten og sidden meget stille i efterhånden ret nedkølet tilstand, resulterede i at fuglene kom nærmere og nu med en smule sol. Her en han, der efter et dyk, hvor den igen må have svømmet under vandet i min retning, synes den var kommet lidt for nær mit skjul:

Lille skallesluger, Bundsø.

En flot duo, beskåret ganske betydeligt:

Lille skalleslugere, Bundsø.

Her vel nok turens bedste foto, hvor samme duo nu havde sol i ryggen med mig placeret cirka vinkelret på lysretningen:

Lille skalleslugere, Bundsø.

Og her en flot han, nu i stort set direkte modlys og derfor lysnet noget i efterbehandlingen:

Lille skallesluger, Bundsø.

Dagens sidste foto: En stor skallesluger i barsk modlys:

Stor skallesluger, Bundsø.

Ikke helt som håbet, men meget bedre end tidligere forsøg! Jeg forsøger mig naturligvis igen, når tiden byder sig. Måske en aftentur der burde give bedre lys – nu hvor fuglene har ladet mig fortælle hvad de finder (og især ikke finder) sig i!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *