Weekenden blev tilbragt på Mandø og det var egentlig meningen det skulle have været allerede for 1 måned siden, hvor vadefugletrækket var på sit højeste. Det gik dog ikke op planlægningsmæssigt og vi måtte derfor nøjes med lidt færre fugle – men der er heldigvis så rigeligt at tage af på Mandø. Vi starter dog ved Møgeltønder, hvor vi lagde vejen forbi på udkig efter pomeransfugle. Dem så vi ingen af, men en rørhøg poserede kortvarigt. Læg mærke til haren, der konstant holdt øje med høgen og faktisk rejste sig på bagbenene når høgen kom for nær:
Ved Margrethekog var stylteløberne på plads. Der skulle være helt op til 8 fugle lige nu og i går kunne man på DOF-basen se et billede med et redebyggende par. Spændende stylteløbertider! Her et ubeskåret skud med udsigt over kogen:
Og her en beskåret udgave ikke længe efter:
Jeg gætter på et par med hunnen øverst grundet den lidt brunlige tone i overvingerne – hannen er mere sort. Et skud mere, hvor kogens sumpede terræn ses:
En ny art på kortet blev det også til for mit vedkommende:
Herefter var det videre mod Vester Vedsted og ud af Låningsvejen, der nu var blevet farbar. En stenvender i sommerdragt fløj op:
Og endnu en rørhøg stillede op til foto – og kom faktisk ganske nær. Ses bedst, hvis billedet klikkes op i stort format:
Næste dag gik vi rundt på øen og nød det gode vejr – der dog også resulterede i masser af varmedis. Her en let sløret tårnfalk på togt:
Og endnu en rørhøg, denne gang en han, der trods en rimelig afstand, ser ud til at være fotograferet med et engangskamera:
Der er af gode grunde en hel del luft mellem fotografer og motiver, når der som her bruges en kraftig tele – og det forstærker naturligvis varmedisen. Kommer motivet (meget) tættere på ser det straks bedre ud:
Låningsvejen er farbar op til cirka 3 timer før højvande og 3 timer efter igen – dog afhængigt af vind og i mindre grad månens relative placering. Her set fra Mandø mod Ribe ved højvande. Det første asfalterede stykke ligger lidt højere i terrænnet og er vist stort set aldrig oversvømmet. Kigges der godt på billedet, kan findes mindst 4 vadefuglearter:
Nemlig stor præstekrave, almindelig ryle, stenvendere og en enkelt strandhjejle. En terne mødte vi også. Om det er en fjord- eller havterne ved jeg ikke helt, men formentlig en fjordterne grundet den sorte næbspids. På den anden side: det ses også hos havternen i ynglesæsonen – så bedøm selv og læg i øvrigt mærke til fisken:
Landsvaler var der masser af. Jeg fik et par enkelte flugtskud – her det mindst ringe:
Da tidevandet havde trukket sig tilpas tilbage tog vi endnu en tur ud af Låningsvejen. Temperaturen var nu dalet en smule og varmedisen var ikke helt så slem længere. En strandhjejle viste sin flotte fjerdragt frem:
Her en rødben, hvor magen sad lidt længere nede af vejen og kaldte:
Og her parret kort efter, i et ikke særligt fredfyldt øjeblik:
En rødben mere i flugt, hvor den mere eller mindre fløj direkte mod os – bilen generede tilsyneladende ikke fuglene ret meget:
Heller ikke denne rørhøg tog notits af os. Det gjorde et gråandepar til gengæld, da høgen overfløj deres position. Her et ubeskåret skud:
Høgen tog kortvarigt jagten op:
Også hunnen fløj op og fik vakt høgens interesse kortvarigt:
Længere mod fastlandet sad en spove og betragtede os:
Læg mærke til pandestriben og næbbets længde: Småspove. Her i flugt:
Og her et skud af den lidt større storspove, der mangler pandestriben og hvis næb er noget længere:
En sur hættemåge kom ganske nær:
Strandskader ser man overalt, både på selve øen og Låningsvejen. Her et kaldende eksemplar, der sad helt ud til vejen:
De virker til at være meget vant til biler, trods den meget begrænsede trafik. Eksemplaret her blev siddende trods manøvrering af bilen til et portrætfoto:
Der var lavvande frem til et par timer efter solnedgang og vi valgte at blive til den bitre ende:
På diget, der omkranser øen, sad en stor kobbersneppe i skumringen. Her et håndholdt skud med meget lav lukkertid grundet halvmørket:
Øjeblikket efter fløj fuglen og jeg fyrede en serie af. Det gav nogle ret pudsige billeder:
På afrejsedagen, kunne øen enten forlades helt tidligt om morgenen eller fra om eftermiddagen. Vi valgte det sidste. Her en flok mørkbugede knortegæs:
Vi slutter med en unge på en mark. Moderen sad få meter væk og holdt øje.
Hvad er mon det for en?
En spændende tur, hvor man sagtens kan kalde landskabet storslået uden at overdrive. Billederne bærer selvfølgelig præg af at være taget enten til fods eller opportunistisk fra bil, men målet var egentlig også mest bare rekreation og hygge.