Megamange megapixels

Fra de første digitalkameraer kom på markedet og frem til nu er antallet af pixels det har været muligt at presse ned på en kamerasensor bare steget og steget. Fullframe-kameraer fås nu i (omtrent) 50 megapixel-udgaver fra alle de store mærker og mellemformatkameraer (der bestemt IKKE egner sig til fuglefotografering) har nyligt passeret 100 megapixels! Men betyder det egentlig noget med alle de mange pixels når det handler om fuglefotografering? Nedenfor et billede af en lille lappedykker taget forleden:

Lille lappedykker, Sony A7R4, 600mm F4, 1/2000s, iso 2000.

Billedet er ucroppet og oprindeligt 9504 x 6336 pixels stort, svarende til cirka 61 megapixels. Nedenfor en illustration af megapixel-forholdet mellem de vel nok mest benyttede fullframe-kameraer i øjeblikket:

Illustrationen kan nemt misfortolkes. Den viser således ikke hvad man vil se igennem et 600mms objektiv med de forskellige kameraer monteret – der vil man uanset kameravalg nemlig se det oprindelige billede – de her viste kameramodellers sensorstørrelse er jo identiske, svarende til full frame, og de vil derfor med et 600mms objektiv monteret vise præcis det samme. Forskellen i antallet af pixels i billederne vil til gengæld være meget stor. Som illustrationen viser, kan et billede taget med et 61MP-kamera således croppes ganske betydeligt, før man rammer samme opløsning/antal pixels som et kamera med 20 megapixels.

Det bedste er dog uden tvivl slet ikke at skulle croppe – og dermed mestre det allersværeste ved fuglefotografering, nemlig at komme tæt nok på. Det er dog ofte umuligt – og i de tilfælde kan et højt antal megapixel hjælpe og “veksles” til mindre afstand! Det er dog ikke gebyrfrit. Et crop kan således aldrig erstatte det at komme tættere på – dis/varmestråling/dybdeskarphed er bare nogle af de parametre der påvirker billedet i negativ retning. Og sidst men ikke mindst: Noget af det allerbedste ved fuglefotografering er (for mig), når en fugl helt uforstyrret og ubevidst om min tilstedeværelse kommer helt tæt på og fylder “framen” helt ud. Og så er antallet af megapixels ret ligegyldigt.

Nedenfor en vindrossel fra weekenden, der kom helt tæt på. Billedet er ikke synderligt godt teknisk, men oplevelsen var i top:

Vinfrossel?, Avnø Vig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *