Mosehornugler er det svært at få nok af. Deres elegante flugt i de sene eftermiddagstimer og ind i skumringen, hvor deres store gule øjne næsten lyser op, har jeg svært ved at stå for. Så en tur mere til Birkepøl var jeg nødt til – det er om at udnytte chancen inden de forlader stedet og fortsætter deres træk. Første billede på turen var nu ikke af en ugle:
Jeg sad i min bil og høgen tog ikke notits af min tilstedeværelse:
Herefter var der stille en tid. Der blev spejdet intenst uden ugler i syne indtil en enkelt pludselig dukkede op:
Billedet er ubeskåret, så afstanden var vel 100 meter. Ikke synderlig nemt at fokusere på fuglen med krat både i for- og baggrund til at forstyrre. Den valgte ovenikøbet af flyve væk fra min position og jeg besluttede derfor at flytte bilen – efter langt om længe at have spottet uglen siddende på en pæl omkring 250 m væk. Den blev heldigvis siddende da jeg slukkede for motoren – den var ikke gået med en musvåge!
Som det ses valgte den en ikke ret pæn imprægneret pind at sætte sig på – forleden var det en mere klassisk udgave:
Efter at have siddet og spejdet lidt skulle fjerene rystes:
Også hovedet fik en rystetur:
Imponerende smidig fugl – ikke helt 180 grader, men næsten!
Fuglen lettede da den (formentlig samme) blå kærhøg kom retur:
Billedet for oven var det eneste jeg fik med begge fugle inden for rammen! Høgen valgte at fortrække, mens uglen tog et par runder efter høgen havde fået den på vingerne:
Forneden ses sommerhusområdet Skovbyballe i baggrunden, her første række til mosehornugler i træktiden. Efter 10-15 rækker mere nås det sydfynske øhav – den beliggenhed er trods alt nok mere efterspurgt.
Lyset den aften kunne der ikke klages over – for en gangs skyld(!):
Efter have sludret med andre fugleinteresserede på lokaliteten, valgte jeg en sidste tur ud af grusvejen gennem området – selvom lyset efterhånden var meget småt:
Læg mærke til den rastende ugle nederst til venstre i billedet for oven. Mens jeg sad og håbede på den ville lette og tage en sidste aftentur, kom en artsfælle pludseligt flyvende ind fra venstre:
Den tog nogle runder og valgte til sidst at krydse grusvejen, mere eller mindre direkte mod mig. Det var nu nærmest mørkt:
Den rastende ugle fulgte kort tid efter og de valgte at slå sig ned på nabomarken, noget jeg kun blev klar over efter de begyndte at lave lyde til hinanden. For en stund sad jeg og lyttede til deres mærkelige skrig uden at kunne se dem – og trillede til sidst hjemad mod Høruphav i tusmørket.