Tirsdag morgen tog jeg retur til Bundsø. Målet var bedre billeder af den efter alt at dømme enlige nordisk lappedykker, der holder til i søen i øjeblikket. Og måske som bonus nogle bedre billeder af de i hvert fald fire sorthalset lappedykkere, der også er at finde i Bundsø lige nu. Denne gang startede jeg med at afsøge den sydlige del, hvor en gruppe gravænder allerede var i gang med morgenmåltidet i disen:
Et par blishøns gled lydløst forbi mit skjul i det smukke morgenlys – så pyt med at billedet faktisk er en smule misfokuseret:
Gravænderne var opmærksomme på skjulet, men jeg nærmede mig åbenbart så langsomt, at de accepterede min tilstedeværelse:
Morgenvasken skulle også overstås:
Og se, solen steg af søens dyb og gav et noget anderledes udtryk – her i næsten direkte modlys, der flot fremhævede disen:
Gruppen af ænder var talrig og jeg havde motiver i alle retninger – som flydeskjulet muliggør at udnytte. Her endnu en gravand, nu i medlys, som giver et helt andet udtryk:
Jeg var efterhånden kommet frem til søens sydlige ende, hvor en enlig krikandrik rastede nær søens bred:
Kort efter fløj en trio af hvidklirer ind og satte sig i det lave vand nær bredden.
En enkelt af klirerne vaskede sig ivrigt i søens ikke særligt klare vand:
Jeg blev vel godt en times tid i den del af søen, desværre uden at se hverken nordisk eller sorthalset lappedykker. Skjulet med indhold blev derfor bugseret i nordlig retning, hvor jeg efter lidt søgen, fandt frem til dette par:
Jeg forsøgte ligesom sidst at komme nærmere med meget langsomme skridt, vekslende med hurtige ryk, så snart de var dykket efter føde – men de valgte desværre at bevæge sig ud i en ret dyb del af søen, hvor jeg ikke kunne følge dem. Nedenfor et kraftigt beskåret foto:
Jeg var i min forgæves forfølgelse kommet ret tæt på en af søens skarvkolonier, hvor en beboer dukkede pludseligt op, ganske nær:
Jeg fik bugseret skjulet hen til bredden og satte mig til rette op ad rørskoven i et efterhånden noget spinkelt håb om at få den nordisk lappedykker at se. Lyset blev tiltagende hårdt og jeg opgav efter yderligere en god halv times venten. På vej tilbage mod parkeringspladsen var der pludselig et par krager, der larmede højlydt og flaksede rundt over rørskoven. De var nok ikke mere en 20-30 meter fra mig, der stille og roligt bevægede mig fremad i det lave vand langs søens østlige bred. Efter lidt søgen fik jeg øje på årsagen til kragernes alarmkald:
Billedet er taget tyve minutter i 9 og er allerede noget trist at se på lysmæssigt. På solrige dage er det faktisk ikke meget mere end én, maksimalt to timer efter solopgang, hvor lyset er acceptabelt. Rørhøgen tog et par runder langs bredden og kom faktisk også helt hen til skjulet, som uden tvivl blev checket ud og fundet ufarligt. Herefter satte den sig til rette i en svanerede, der tilsyneladende var forladt:
Og så befandt jeg mig pludselig i en helt uvant situation: Ganske tæt på en rørhøg, der ovenikøbet allerede havde set mig og efter alt at dømme accepteret min tilstedeværelse. Jeg vovede derfor at nærme mig yderligere, billedet nedenfor beskåret en smule:
Høgen var fuldstændig ligeglad og forsatte helt upåvirket sin roden i reden – jeg antager efter føde:
Jeg fortsatte med at nærme mig og nåede efterhånden ind på omkring 10 meter. Her et portræt – trods alt beskåret noget:
Jeg var nu kommet så nær, at da høgen pludselig besluttede at ryste fjerdragen, fik jeg ikke det hele med:
Jeg trak mig lidt tilbage fra fuglen igen (tænk at skulle opleve det!):
Høgen blev til min store fornøjelse siddende i reden i knap 11 minutter! Så tæt kommer jeg næppe nogensinde på en rørhøg igen.
(svane?)dun på næbbet.