Nyt forsøg med isfuglen ved Avnø Vig

Efter en alt for lang pause kom vi endelig afsted til sommerhuset ved Avnø Vig i weekenden. Som skrevet flere gange tidligere på denne side, går jeg rundt med en drøm om fornemme flugt- eller fiskebilleder af isfuglen. Sidste vinter var hård ved isfuglebestanden herhjemme, men jeg havde nu set nogle stykker i løbet af sommeren – typisk i højt fart, ganske lavt over vigens vand og sikkert på vej fra en fiskeplads til den næste. Vi ankom fredag og i løbet af eftermiddagen fik jeg placeret en passende pind jeg bestemt mente ville være for fristende bare at passere for en isfugl. Det startede dog med en noget større slægtning, for mens jeg lå og ventede på det blå lyn, kom en sølvhejre meget langsommeligt slentrende ind fra højre. Billedet ses taget delvist igennem krat. Den fløj da også straks den var helt fri af krattet og dermed havde frit udsyn – åbenbart var min tilstedeværelse uacceptabel, trods mit forsøg på at ligge helt stille!

Isfuglen er noget mere tillidsfuld. Så længe man sidder/ligger stille, behøver man faktisk ikke skjul, er min erfaring. Det kan dog være svært at sidde stille, når man forsøger med flugtskud! Her et ubeskåret og uredigeret skud – direkte eksporteret fra raw:

Havde jeg nu været efter “isfugl på pind”-billeder, havde det nok været smartere at placere pinden lidt længere væk fra rørskoven i baggrunden – der ser lidt for urolig ud på billedet for oven. Denne gang var det jo dog fiske- og flugtbilleder som var målet og heldigvis blev fuglen hængende og satte sig til rette for enden af pinden, spejdede i vandet ganske kort og så afsted:

Billedet ses frontfokuseret i forhold til fuglens øje, men jeg synes kameraet er undskyldt – det går megastærkt. Jeg formåede ikke at følge fuglen nedefter, hvor den sekundet efter kom op af vandet uden fisk. Jeg fik et skud kort efter, hvor den skiftede position på pinden:

Igen desværre misfokuseret! Næste dyk gik det lidt bedre med. Jeg formåede at få fumlet kameraet hen til nedslagsstedet og fik fyret en serie af. Her netop som fuglen kommer op af vandet – læg mærke til fisken i næbbet og fuglens lukkede blinkhinde, der beskytter øjet, mens der dykkes i højt fart:

Øjeblikket efter, hvor kameraet desværre valgte at fokusere på vandråberne i forgrunden og ikke fuglens hoved:

Fuglen tog en tur mere, hvor jeg desværre ikke fik hele den dykkende fugl med i rammen og hvor fokus igen ligger “forkert”:

Udfordringerne ved den slags fotos er der mange af. Vil man tæt på – og det vil man jo helst – er FOV’en (field of view) yderst begrænset, hvilket betyder at fuglen lynhurtigt forsvinder ud af viewfinderen, når der dykkes – med mindre man kan følge med, hvilket man selvfølgelig ikke kan! Næste udfordring består så i at få peget kameraet hen til nedslagsstedet, få fokuseret og taget nogle fotos, hvilket faktisk ofte lykkes – problemet er, at fuglen som oftest for længst er oppe af vandet igen, inden man overhovedet har fået kameraet peget i den rigtige retning. Skulle man være heldig og være hurtig nok på aftrækkeren, skal man så også være heldig med fokus, der helst skal sidde på fuglen øje, i et virvar af forstyrrende vanddråber, fugl, fjer og fisk!

Sidstnævnte fik den i øvrigt et par stykker af. Her sluges nummer to:

Herefter fløj den længere ind i vigen og jeg havde ikke tid til at vente på dens eventuelle tilbagekomst.

Næste morgen forsøgte jeg mig en times tid igen. En fiskehejre fløj solen op:

Isfuglen så jeg desværre kun en enkelt gang den morgen – i høj fart et godt stykke ude over vigen, mens lyset endnu var meget beskedent. Her croppet til smertegrænsen:

Her til eftermiddag forsøgte jeg en sidste gang at få nogle bedre flugtbilleder i hus, men isfuglen udeblev totalt – hvilket den faktisk ofte gør. Ærgerligt – for de tidligere nævnte (synes jeg) yderst vanskelige fototekniske udfordringer, kunne nok overkommes med talrige forsøg. Som regel har man bare kun et eller to – og nogle dage slet ingen. Suk.

En trøstpræmie kom flyvende ind i dagens sidste lys. To sangsvaner, de første jeg har set i vigen i år:

Senere på året er der ofte store flokke i vigen om natten, som selv i buldermørke synger deres sange natten igennem. Med kun to eksemplarer, besluttede de allerede tilstedeværende knopsvaner at tage kampen op om pladsen:

Det blev til sidst for meget for parret, der efter lidt vingestræk, fortrak ud af vigen igen.

Vi slutter med en quiz af den mere fjollede slags. Hvilken mærkelig fugl ses i silhuet på billedet her:

Klik for svar