Påskepotpourri ved Avnø Vig

Fuglelivet er mangfoldigt ved og omkring Avnø Vig, der ligger ud til Lillebælt lige nord for Haderslev. Området ligger faktisk i et af de mange fuglebeskyttelsesområder vi har i Danmark, helt præcist område F47:

Avnø Vig er det lille hak i kysten nord for Haderslev Fjord og lige syd for Fjelstrup.

En gang i mellem ses en lille båd fra naturstyrelsen tøffende rundt i vigen – i år holder de vist nok øje med blandt andet bestanden af rørhøge og der er også udstyr ombord til monitorering af eventuel vandforurening. Selv fik vi knap en uges tid deroppe i denne omgang. Jeg gik en tur med kameraet dagligt og tog også et par morgenture til Knud Strand, lige nord for vigen, til spektakulære solopgange:

Solopgang, Knud Strand – med knopsvane.

Jeg havde egentlig håbet at se småspover, som vi på en aftentur et par dage forinden havde set en enkelt af på lang afstand. Deres næsten grotesk lange næb skulle være fortrinligt til at trække sandorme op med:

Småspove i selskab med strandskade, måge og krage.

Strandskader var der i øvrigt mange af den aften:

Strandskader ved aftentide. Assens anes i baggrunden.
Strandskader, Knud Strand.

Spover, store som små, fandt jeg dog ingen af. Med morgenlyset i øjnene så jeg i stedet denne lille fugl og fik hurtigt taget et ikke særligt godt fokuseret skud, inden den fløj ned i bunden af rørene og forsvandt:

Blåhals, Knud Strand.

Det var faktisk første gang jeg nogen sinde har set en blåhals – selvom jeg egentlig burde have stødt på dem ved Torup Made, som ofte besøges af både af blåhalse og mig. Det viste sig dog også ret hurtigt, at det slet ikke er nemt af tage anstændige fotos af blåhalse. De er notorisk sky og fløj selvfølgelig straks bort eller ned i rørene ved mindste forsøg på at komme bare lidt nærmere. Herefter skulle der ydermere ventes meget længe, før de igen viste sig. Jeg fik et par distanceskud, som nedenfor ses hårdt beskårede:

Blåhals, Knud Strand.
Blåhals, Knud Strand.

En meget smuk fugl med en meget karakteristisk sang, som mine ører nu forhåbentligt er “tunet” ind på – så mon ikke der snart kommer et par billeder af blåhalsene fra Torup Made i hus.

Nedenfor lidt flere billeder fra påskeugen:

Knopsvane, Solopgang ved Avnø Vig.
Rørspurv, Knud Strand.
Hættemåger, Solopgang ved Knud Strand.
Stor Flagspætte, Avnø Vig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *