Min datter på 8 og jeg kørte søndag morgen en tur til Hejlsminde lige omkring solopgang. Lillebælt lyste rødt:
På vej ud til naturstien passeres området Meng og min datter fik øje på en lille hare i en kornmark:
Ved stien var der som sædvanligt masser af fugleliv. LANGT ude mod vest sås to rørhøge, som formentlig er stedets vanlige ynglepar. Der blev sikkert udvekslet føde i luften, men jeg fik kun et enkelt grynet skud:
Viber, storspover, engpibere, vipstjerter, lærker, dobbeltbekkasiner, en masse forskellige andearter samt gæs viste sig også frem. Og pludselig hørte vi en meget karakteristisk sang fra rørskoven ved siden af stien. Efter lidt ventetid dukkede den her op:
Den ikke særligt gode kvalitet skyldes skumringslyset samt hårdt crop! Beklager. Efter at have betragtet os lidt på (alt for) god afstand gav den sig igen til at synge:
En mindre farvestrålende hun dukkede op lidt længere nede af stien – desværre delvist dækket af grene:
På vej tilbage mod Meng, mødte vi yderligere to syngende hanner:
Den sidste vi så, sad lige ved indgangen til “plankestien” gennem mosen – i stærkt modlys. Jeg nåede akkurat IKKE at få trykket på knappen før den lettede:
Langt mod vest sad rørhøgehunnen roligt og betragtede løjerne – alt i mens hannen sikkert var ude på en ny runde fødesøgning:
Jeg bliver simpelt hen nød til at forsøge mig med skjul derude – et closeup af en fouragerende rørhøg står højt på ønskelisten. Og så kan man vel altid få en blåhals med som bonus!