To ture til noret blev det til i påskeferien, der blev tilbragt i sommerhuset ved Fjelstrup. Vejret var solrigt, men særdeles koldt i de tidlige morgentimer, hvor jeg sad og ventede på høgene. Jeg havde fundet et passende sted ved stien gennem mosens fjerne ende regnet fra Meng. Den bræddebelagte del af stien ses tydeligt på kortet, sakset fra Google Maps.
Der gik ikke længe før der skete noget i morgenlyset; et godt stykke mod vest dukkede en han op fra rørskoven:
Hunnen tog kort efter også en runde og satte sig til rette i en passende busk:
Rovfugle sidder meget stille, meget længe. Faktisk det meste af døgnet! Heldigvis valgte hannen, efter fotografen efterhånden var noget nedkølet, at tage en runde lidt nærmere stien:
Den karakteristiske vuggende flugt med vingerne i v-form kunne pludselig afbrydes af hurtige udfald mod et eller andet i bunden af rørskoven:
Den vendte dog tomkloet tilbage mod vest – formentlig hvor reden er placeret. Parret hilste kortvarigt på hinanden i luften:
Første påskedag sad jeg igen på plads en smule længere mod syd, denne gang også på stien, med kameraet pegende mod vest. Det var igen meget koldt og kulden føltes nok værre af, at jeg den første time absolut ingenting så – bortset fra en morgenfrisk blåhals syngende fra toppen af en busk. Jeg var faktisk ved at opgive, mest på grund af kulden, da hannen pludselig dukkede op og heldigvis valgte at flyve tættere på – denne gang sydøst for mig og dermed i kraftigt side/modlys:
Hunnen viste sig kort efter noget længere mod vest – og blev straks mobbet af en fræk krage:
Hannen dukkede op igen fra bunden af rørskoven og tog endnu en runde i det kraftige modlys:
Herefter var der stille igen og jeg takkede mig selv for at være blevet siddende bare lidt længere. Men så var det også hjem – og få varmen!