En helt særlig sanger holder (også i år?) til ved Magisterkogen nær den tyske grænse. Savisangeren, opkaldt efter en flittig italiensk ornitolog, er i familie med græshoppesangeren, men er langt mere fåtallig og findes fortrinsvis netop ved grænselandet til Tyskland. Den ville jeg selvfølgelig gerne høre og se, hvilket ville blive første gang.
Det hele startede ellers ret ringe: Jeg havde planlagt en, synes jeg selv, fin rute fra morgenstunden: Først til Ballum på udkig efter hedehøgen, derefter Sølsted Mose, hvor der med lidt (meget!) held er mulighed for pungmejse – og faktisk også savisanger. Dernæst Draved skov på udkig efter spætter, specielt lille og mellemflagspætte. Næste stop lige om hjørnet, nemlig Kongens Mose, med gode muligheder for traner og andre seværdigheder. Jeg fandt dog intet! Så omkring klokken 11 nåede jeg frem til Magisterkogen uden et eneste foto – bortset fra nedenstående, en morgenfrisk trane lige før solen stod op ved Ballum:
Derfor var det også ekstra opmuntrende at høre savisangerens meget karakteristiske sang, straks jeg var kommet op og stå på diget med udsigt over Magisterkogen. Ret hurtigt fandt jeg ud af, der faktisk var to eksemplarer ivrigt syngende, med nogle få hundrede meters afstand. Efter at have konstateret, at den vestlige fugl var umulig at nå, i hvert fald ikke uden dykkerdragt, koncentrerede jeg mig i stedet om fuglen mod øst. Og sikke en udfordring at finde frem til den! Sangen kan snyde retningsmæssigt, i hvert fald med med min hørelse og det tog mig længe endelig at få “syn for sa(n)gen”. Den er heller ikke helt nem at se, denne lille og farvemæssigt ret anonyme fugl. En del krat mellem mig og fugl, hjalp naturligvis heller ikke. Her et ucroppet billede, find selv frem til sangeren:
Fuglen vimsede konstant rundt, sang et par strofer og herefter videre, oftest ned/ind i rørskoven, usynlig, men til tider hørbar. Her et af de sjældne øjeblikke, hvor den var næsten fri af blokerende krat:
Det ses måske ikke så tydeligt, men der er faktisk en del vegetation foran fuglen, der derfor ser lidt “ulden” ud. Billedet er i øvrigt taget håndholdt med manuel fokus – sidstnævnte nødtvunget, da kameraet insisterede på at fokusere på alt muligt andet end fuglen!
Her igen nogenlunde, men altså langt fra helt fri af krat. Tidspunktet på dagen hjalp forresten heller ikke. Solen varmede godt og en del varmedis konkurrerede med blokerende krat om mest at ødelægge billederne:
Men, som altid betaler tålmodighed sig. Den lille busk, der havde møvet sig ind og fået fodfæste blandt rørene, vendte fuglen flere gange tilbage til. Og heldigvis en enkelt gang med en placering, der var noget bedre i forhold til fotos, i hvert fald hvad angår diverse blokerende krat. Varmedisen kunne jeg jo ikke rigtigt komme uden om – den fornemmes især, når der kigges på baggrunden i billedet:
Her med en endnu hårdere beskæring:
Et rygskud, hvor slægtskabet med græshoppesangeren måske bedre ses: Den meget brede hale!
Et billede mere fra Magisterkogen: En flot skægmejse med lidt godt til de ventende unger et sted:
Efter et par timer havde jeg fået nok – mest på grund af en følsom hud og manglende solcreme! Kursen gik tilbage mod Als, men allerede efter få hundrede meter, ud af den gamle digevej, lod en anden sanger sig høre – med en melodi lidt ligesom savisangeren, bare i et langsommere tempo:
Man kan nok ikke sikkert se det på billedet, men arten kan måske gættes ud fra beskrivelsen af sangen?
Fuglen nægtede at komme ud af busken, så jeg måtte nøjes med dette elendige skud, hvor de artskarakteristiske pletter godt kan ses:
Til slut en lille optagelse af savisangerens sang, filmet håndholdt og efterfølgende stabiliseret. Der var langt til fuglen, så sangen høres kun svagt, trods en smule forstærkning i efterbehandlingen:
Til sammenligning en græshoppesanger, filmet meget tættere på ved Årslev Engsø sidste sommer – ovenkøbet helt uden blokerende krat og træls varmedis:
Altid spændende med en ny art på kortet – især dem, hvor man skal kæmpe lidt for det!