Sidste år var jeg så heldig at se et par mosehornugler boltre sig på en mark ved Birkepøl. Selvom det dengang var lidt senere på året end nu, håbede jeg uglerne måske var ankommet lidt tidligere i år – måske var de blevet lidt småforvirrede over det milde klima i februar og taget turen nordpå lidt før end vanligt? Dagen i dag med masser af sol og meget lidt vind gjorde håbet endnu grønnere.
Birkepøl tog sig godt ud i aftenlyset. En musvåge holdt vagt ved grusvejen ind fra Skovmose:
Lidt længere oppe ad vejen var en flok stære i gang med aftensmåltidet i græsset. Hele flokken lettede og landede i et væk, tilsyneladende tilfældigt men alligevel altid samlet:
Et par sanglærker stak næbbene i muldvarpeskud på den anden side ad vejen:
Og så sad jeg ellers bare og håbede på en ugle (eller to!) – men der skete ikke rigtigt noget. Solen var desværre ligeglad og fortsatte sin nedstigning med lyset i favnen. I øjenkrogen så jeg pludselig en lys, lidt større fugl forsvinde bag det lille trekantede stykke med skov lige i begyndelsen af grusvejen – og så var der pludselig masser af tålmodighed at tære på igen. Cirka ti minutter senere dukkede den op et par hundrede meter væk, fløj nærmest stik øst og krydsede vejen alt for langt væk fra min position. Nogen mosehornugle var det dog ikke:
Til min ærgrelse fløj den herefter længere sydpå i retning mod diget og viste sig ikke igen. Ingen mosehornugler i denne omgang – de var nok alligevel ikke så forvirrede som jeg havde håbet!