Spidsanden er svær! Ligesom mange andre svømme- og dykænder er den meget vanskelig at komme på fornuftig fotoafstand af. Ja, måske faktisk sværere, da den ofte færdes ved mennesketomme kyster og derfor er endnu mere skeptisk overfor fotografer i landskabet. I vinterhalvåret ses arten talrigt ved vadehavet og jeg havde ved tidligere ture til Hjerpsted fået nogle halvdårlige skud i kassen. Det skulle forbedres!
Turens første skud fra klitterne ved skydebaneterrænet ved Hjerpsted, med udsigt ud over vadehavet. En ung havørn tog en pause på vaden ved lavvande:
Jeg fik placeret mig et passende sted, hvor jeg forventede vandstanden ikke ville blive alt for høj i de kommende timer jeg havde sat af – under stigende tidevand. En storspove passerede mig ret tæt på:
Kameraet havde jeg placeret på stativ, mig selv på et medbragt liggeunderlag. Intet camouflagenet denne gang. Vejret var lidt gråt og trist, men det kan nu (nogle gange!) godt give interessante billeder alligevel.
Her en lille kobbersneppe på fødetogt:
Lidt heldigt fangede jeg ud af øjenkrogen en flot kærhøg på vej ind over rækken af klitter. Jeg nåede akkurat at få kameraet demonteret, vendt mig og fyret en lille serie af. Det havde jeg ikke nået såfremt camouflagenettet havde været med – det er nemlig altid i vejen!
Her et delvist mislykket skud, da fuglen var godt dækket af krat mellem mig og høgen. Det har jeg forsøgt at redde lidt i billedbehandlingen, men det er trods alt begrænset, hvad der kan stilles op:
Skydebaneterrænet er ikke ringe, hvad rovfugle angår. Her en trio af tårnfalke:
Lokaliteten er også ofte hjemsøgt (det er vel halloween!) af mosehornugler, men dem så jeg nu ingen af.
Og nu til det, jeg egentlig kom for, nemlig spidsænder. En lille gruppe fløj ind og gav sig til at fouragere i et par pytter et godt stykke ude på vaden:
Jeg havde indtrykket af at blive holdt øje med, trods liggende stilling og forsøg på at ligge så stille som muligt. Her en enlig andrik der længe stod og så ud til at betragte mig:
Mens jeg lå og håbede på ænderne ville komme nærmere i takt med stigende vandstand, fløj et par storspover ind på rimelig skudhold:
Og så kom vandet. Det er som om havet tager tilløb og pludselig gennembryder en usynlig barriere, hvorefter det hele meget pludseligt oversvømmes – måske forstærket af vestenvinden den dag. Storspovens lange ben hold dog nemt fjerene fri af saltvandet:
Efter fjerpudsningen var færdiggjort lettede fuglen – fødesøgningen foretrækkes åbenbart på tør grund:
Spidsænderne blev heldigvis “hængende”, men kom desværre ikke nærmere. Jeg har ellers ved tidligere besøg set masser af små grupper ænder helt nær kysten/land. Nogle endda rastende tørskoet. Denne lille gruppe kom utvivlsomt ikke nærmere grundet min tilstedeværelse. Jeg må prøve med camouflagenettet næste gang.
Grundet afstanden er følgende billeder således beskåret voldsomt. Her en flot spidsandrik med en gråandrik i baggrunden:
Et par på afstand. Billedet er hårdt beskåret fra 50 megapixels til 48(!);
En mindre gruppe spidsænder med en gråandrik på slæb:
En spidsandrik i flugt, igen på alt for lang afstand og med blokerende krat for neden. Bedre held næste gang!
Slutteligt et mobilskud lige før jeg pakkede sammen og tog hjem. Der var, som det ses, måske nok plads til yderligere stigning i vandstanden, men grundet den ret kraftige vind, kom der flere og flere faretruende sprøjt/skvulp af saltvand – og den slags skal ikke i kamera eller objektiv:
Til slut en ganske lille video af en storspove, der så let som ingenting finder et par sandorme ved hjælp af sit til formålet perfekt udformede næb: