Vandrefalk ved Margrethekog

En formiddagstur til Margrethekog i fredags udgjorde årets første fugletur. Det var dog lige ved at gå i vasken, da jeg flere gange på vej derud var ved at droppe det hele, mens jeg forbandede den silende regn langt væk. Jeg valgte heldigvis at stole på vejrudsigten, der havde lovet lidt opklaring op ad formiddagen. Efter at have kørt rundt ved Rudbøl i en times tid, regnede det efterhånden så lidt, at jeg valgte at parkere bilen og finde et passende sted at sætte mig. Efter lidt venten klarede det faktisk op og fuglene begyndte så småt at vise sig. Her turens første billede: En storspove på lang afstand med Højer dige i baggrunden:

Storspove, Margrethekog.

Så skete der faktisk ikke ret meget i lang tid, hvilket er ret utroligt i forhold til det ellers meget fuglerige område. Men, på trods af en vis nedkøling og sløvhed efter at have siddet godt en time, fik denne her mig dog hurtigt op på dupperne:

Vandrefalk, Margrethekog.

Billedet for oven er faktisk beskåret noget – så afstanden var ganske stor, desværre. Her et crop på den anden side af smertegrænsen:

Vandrefalk, Margrethekog.

Jeg sad nogenlunde skjult under et medbragt net, men falken var vist udmærket klar over et eller andet ikke var som det plejede:

Vandrefalk betragter fotografen, Margrethekog.

Falken valgte dog alligevel til min fornøjelse at lande foran min position og jeg kunne i flere minutter sidde og nyde den gennem objektivet. Her et ucroppet skud, der viser den (alt for) lange afstand:

Vandrefalk, Margrethekog.

Her croppet til 2400 pixels på langs, som jeg ikke plejer at “tillade”:

Vandrefalk, Margrethekog.

Jeg håbede naturligvis inderligt falken ville lette og flyve i min retning. Den lettede skam også, men efter en kort tur langs faskinen der anes i baggrunden, søgte den vestpå og forsvandt bag diget:

Vandrefalk, Margrethekog.

Der er tale om en voksen fugl, som ses på det tværstribede bryst. Jeg gætter på en han grundet det ret lyse indtryk og størrelsen. Sidstnævnte er selvfølgelig svær at vurdere, men den virkede lille “derude”.

Her en lille video, med en hurtig (og lidt sjusket) stabilisering og tilføjet zoom i efterbehandlingen:

Vandrefalk, Margrethekog.

En meget flot og fascinerende fugl, som ret sjældent ses og er megasvær at komme nær. Langt de fleste fotos af vandrefalke er således redefotos, typisk fra Stevns. Det gider jeg bare, indtil videre i hvert fald, ikke.

Mens jeg sad og nød falken var en gruppe noget større rovfugle kommet til – og det havde jeg overhovedet ikke lagt mærke til! Jeg skulle således ikke dreje kameraet ret meget mod højre, før disse 4 viste sig i søgeren:

Havørne, Margrethekog.

Et eller andet dødt måltid må have ligget i rørene. En krage var fræk:

Stop tyven! Havørn, Margrethekog.

Afstanden var ligesom til falken stor, men en havørn fylder jo en del mere i søgeren alene grundet dens kæmpe størrelse:

Havørn, Margrethekog.

Når der ikke blev hakket i ådslet, tog fuglene på skift nogle runder og skabte røre i andedammen. Her en gruppe paniske gråænder – læg mærke til omridset af ørnen cirka midt i billedet:

Havørn, Margrethekog.

Og her samme fugl – nu med ændret fokus:

Havørn, Margrethekog.

Vi slutter med et par fotos af en større mængde ryler, der efterhånden som vandet steg bag diget, samlede sig i stort antal langs faskinerne:

Almindelig ryler, Margrethekog.

Bliver flokkene store nok (det var de ikke helt hér) kan der dannes “hvid sol”, hvor man kan se en sjov “blitz-effekt” når tusinder af ryler pludselig samtidigt skifter retning og dermed vender den lyse underside mod beskueren. Her et ekstremt crop af en mindre flok. Der gemmer sig udover ryler og strandhjejler også et par eksemplarer af en tredje art. Prøv selv at finde dem!

Almindelig ryler, Margrethekog.

To lille kobbersneppe ses helt til højre opadtil i billedet.

Næste tur bliver nok vestpå igen, måske endda samme sted. Vi får se.

2 thoughts on “Vandrefalk ved Margrethekog

  1. Tak for ny historie fra felten. Du ved ikke hvor meget det betyder for mig at du i ny og næ skriver en historie, mens jeg sidder herude på søen og bare vil ud og se fugle.

    1. Tak skal du have for de pæne ord. Det glæder mig at denne lille blog af og til kan bringe glæde i dine fugletomme uger på søen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *