En, hvad der vel må betegnes som mislykket fototur til Højer, kunne det blive til i søndags. Mislykket fordi de fleste af billederne så nogenlunde sådan ud:
Ligesom sidste år er der i øjeblikket rigtig mange overnattende havørne omkring Sønder Serritslev (for ikke så længe tiden blev talt 103!) og mange af dem tager sydpå i de tidlige morgentimer og passerer Vidåslusen – hvor jeg lå klar. Jeg havde dog ikke lige regnet med massiv tåge i den ret intense kulde. Her en af de få havørne jeg formåede at fange i søgeren den morgen:
Mange er sikkert passeret uden jeg lagde mærke til det og dem jeg rent faktisk fik øje på, så jeg ofte for sent – eller også nåede jeg ikke at fange fokus grundet akut mangel på kontrast.
Der var ellers masser af liv, især i den første time efter solopgang. Her en gruppe almindelig ryle på vej ind og fouragere på vaden:
Selv tæt på, blev billederne fortsat meget “mælkede” at se på:
Ser jo næsten ud som et sort/hvid-foto! Her er par lille kobbersneppe. I medlys blev hvidbalancen trukket mere i blålig retning:
Den uskarpe fugl er bagest og altså længst væk – et optisk bedrag, der skyldes objektivets forstørrelse af de uskarpe elementer.
Tågen gjorde det naturligvis også svært for fuglene at se mig. Her en storspove der faktisk kom ret tæt på – det var næppe sket i klar vejr:
Udbrød der panik blandt de mange ænder, var det om at holde øje med en ørn på vingerne. Her en lille gruppe pibeænder. Ørnen så jeg, men igen for sent:
Et par storspover med kurs direkte mod fotografen. Billedet er beskåret men ikke synderlig meget – trods kort afstand er der fortsat akut mangel på detaljer på grund af tågen:
Et par pibeænder landede rimelig nær, efter endnu en ørn havde skræmt en større flok op:
Her et foto taget i modsat retning, hvor modlyset medfører endnu ringere kontrast. En enlig storspove på vaden:
Der var faktisk lovet sol, som efterhånden fik kæmpet sig en smule igennem tågen. Her en kvintet bestående af tre arter – hvilke?
Her et mere af spidsanden, på vej ud over vaden. Vel nok noget af det tætteste jeg har været på arten – bare ærgerligt med de umulige foto-forhold:
Vi slutter med to fotos taget i samme retning. Først med 600mm i lav vinkel. Læg mærke til konturerne af en af de mange faskiner ved slusen i baggrunden:
Og her samme faskine, fotograferet fra næsten samme position. Nu blot lidt senere hvor solen havde fået mere magt, i stående stilling med mobilen:
Vel nok turens bedste billede – uden fugle og taget med mobilen!