Gårsdagens smukke aftenlys og et relativt nyt kamerahus, gjorde det svært at modstå endnu en aftenspadseretur ved Trillen, hvor ideen var igen at øve flugtskud af stedets mangle dige- og landsvaler. Det hele startede dog med en stationær engpiber, der fint poserede i en hybenbusk. Parret er konstant at finde inden for 25 meter af busken, så reden må være ganske nær – måske endda gemt i netop dén busk:
Det tågede grønne indtryk nederst i billedet er såmænd bare lidt krat i forgrunden – en effekt mange faktisk tilstræber for at give det hele et mere drømmende udtryk.
Præstekraverne var også på plads. Jeg fik et modlys-foto af en “stampende” fugl – en teknik der vist nok skulle lokke spiseligt kryb op af sandet:
Et flugtskud lykkedes det også med. Baggrunden er ret kedelig, men til gengæld kom fuglen ret nær, hvorfor billedet ikke straks blev slettet:
Og så var det ellers svaletid. Der var mestendels digesvaler at se, men et par enkelte landsvaler viste sig af og til. Her et flot eksemplar, hvor konturerne af Høruphav anes i baggrunden:
Digesvaler sås i pæne antal. Efterhånden som solen stod lavere på himlen, var modlysfotos en mulighed:
Som det ses, var der masser af svirrende fødeemner at jagte:
Af og til landende en enkelt fugl i sandet ved “Lille Trille”, men altid kun for en meget kort stund. Jeg fandt aldrig ud af, hvad ideen var – måske et meget kortvarigt hvil?
Modlysbilleder er ofte “for meget” og er generelt noget jeg undgår. Her fungerer det dog ok synes jeg:
Jeg satte mig ned i sandet og forsøgte dermed at komme mere på øjenhøjde med fuglene, der ofte fløj over banken i meget lav højde. Ulempen var selvfølgelig en mere “ufri” håndtering af kameraet. Det lykkedes dog alligevel (efter mange mislykkede forsøg!):
Og her milisekundet efter, i en lidt anderledes beskæring:
Det er, som skrevet før, en ret sjov disciplin – netop fordi den er udfordrende og svær at mestre.
På vej hjem fløj en fasan forskræmt op i skumringen. Se bare, hvordan en fasan ser ud bagfra med udslåede vinger:
