Flere forsøg på ordentlige fotos af Birkepøls ynglende sortstrubet bynkefulge er det blevet til i den forgangne uge – men desværre uden synderligt gode resultater:
De er for det første, som man måske kan fornemme på ovenstående billede, ikke helt nemme at spotte. De kan sidde længe gemt i kornet og derfor kan man sagtens stå i lang tid og se absolut intet. Da marken de holder til i (ikke på, men i!) ovenikøbet er ret stor, er det meget let at overse fuglene. Vedholdenhed og lidt held er påkrævet!
Første tur var fra morgenstunden, hvor en halvtyk dis ved min ankomst endnu ikke var lettet fra landskabet:
Efter at have kørt lidt frem og tilbage på grusstien uden held, lykkedes det endelig at få øje på en lille gruppe fugle, efter at hannen havde afsløret deres position i marken. Det var åbenbart blevet tid til fødesøgning i form af insektjagt:
Det foregik typisk ved at en passende høj placering blev indtaget i kornet, hvorefter der kunne gøres udfald mod et forbipasserende insekt. Forneden ses hunnen af parret, lige efter et insekt er fanget i luften:
Og samme situation, i en croppet udgave:
Herefter var der igen meget stille i en tid. Desværre benyttede vejret ventetiden til at slå over i gråvejr med småbyger ind i mellem. Næste gang fuglene dukkede op var jeg desuden nød til at placere mig i modlys. Da lukkertiden er ret krævende for “frys-en-fugl-der-fanger-flue”, fik billederne en del støj, der blev yderligere forværret af de efterfølgende kraftige beskæringer grundet den pænt store afstand:
Kontrasterne blev også noget sjaskede at se på i modlyset:
Det er ofte først hjemme på computeren, man opdager om det rigtige øjeblik er fanget:
Billedet for oven skriger på en hårdere beskæring, men tåler det desværre dårligt grundet afstanden og modlyset.
Næste forsøg var om aftenen i stedet, som jo burde give medlys, hvis ellers fuglene holdt sig til nogenlunde samme område. Jeg skulle heldigvis ikke lede så længe denne gang da en unge hurtigt viste sig frem – i nogenlunde blødt side/modlys:
Forældrefuglene fandt jeg kort efter siddende i en busk, sikkert tagende en velfortjent pause.
Ungen var dog vedholdende og udgød igen og igen nogle svage lyde, som helt sikkert var tiggen om mad. Hannen blev overtalt og begyndte igen at jage insekter:
Også hunnen tilsluttede sig fødesøgningen:
Forneden ses hannen, siddende på meget typisk bynkefugl-maner: Benene forskudt på en lodret pind.
Og her en lille sekvens af billeder, der fint viser hvor elegant et insekt indhentes og snuppes i luften – husk at klikke på billedet for animationen:
Og til sidst en af ungerne, for en gang skyld rimeligt fritsiddende i kornmarken:
Ikke de bedste billeder, mest grundet afstand og uheldig lysretning. Jeg prøver nok et par gange mere i løbet af de kommende uger.