Flugtskud er sjovt og udfordrende og derfor noget jeg ofte vender tilbage til. Denne gang var det landsvaler, der stod for tur ved henholdsvis Sandersvig i skumring og Fjelstrup om eftermiddagen – to lokaliteter ganske nær vores sommerhus. Vi starter med de mere dunkle skud, taget lige før solnedgang, hvor en større gruppe landsvaler fouragerede over en mark:
Billedet er faktisk lysnet en del – så der var ikke meget lys at gøre godt med. Jeg forsøgte mig nu alligevel! Her et eksemplar mere, croppet til smertegrænsen:
Begge billeder er taget med “beskedne” 1/2000s grundet det svage lys. Normalt vil jeg helst op på mindst 1/4000s til svaler i flugt. Et sidste skud fra den lokalitet, der den aften ikke kun bød på svaler:
Hvad er det mon for en?
Tæt på sommerhuset ligger en større gård, hvor der formentlig var en del ynglende svaler i en af laderne. Der var i hvert fald en livlig trafik fra gården og ud mod en kornmark, hvor svalerne fangede insekter, ofte i lav højde. Her et skud uden redigering eller beskæring:
Den fylder ikke meget, men var på trods af afstanden svær at holde i søgeren grundet fuglens ofte pludselige retningsskift. Desuden mistede kameraet ofte fokus på fuglen og sprang i stedet til kornmarken. Moderne kameraers autofokussystemer er ret suveræne, men langt fra ufejlbarlige! Her et urimeligt crop af ovenstående billede:
Man skal være omhyggelig ved gennemgangen af de mange billeder på kortet efterfølgende – man kommer let til at slette et sådant foto, da insektet er svært at se uden forstørrelse. Jeg satser stadig på, det på et eller andet tidspunkt lykkedes mig at fange et sådant øjeblik, uden at skulle croppe helt så meget! Her et par flugtskud taget en del tættere på fuglen – men uden insekt:
Og et mere med fangst i næbbet – formentlig på vej tilbage mod reden:
En del af ungerne var dog allerede flyvefærdige og tiggede efter mad – i luften:
Tiggeriet var ikke forgæves:
Det er åbenbart ret almindelig adfærd blandt svaler – se eventuelt dette indlæg.
Her endnu et close up i ret barsk side/modlys sidst på eftermiddagen:
Endnu et insektsfangst-øjeblik – desværre igen for langt væk. Her har jeg for en gang skyld croppet helt ned til 2400 pixels på langs. Der mistes derved lidt (meget?) skarphed, men jeg synes billedet fungerer alligevel:
Til sidst en lille serie hedehøg-billeder fra nær Fole, hvor der er indtil flere ynglende par i år. Ungerne er nu flyvefærdige og øver sig i diverse manøvrer i luften i området omkring reden. Alle fotos er taget fra bil på offentlig vej. Her en nysgerrig unge:
Og her den voksne fouragerende over en kornmark:
Jeg fik kun en enkelt voksen han at se ganske kortvarigt og på ret lang afstand. Her beskåret maksimalt. De meget karakteristiske sorte striber i undervingen ses tydeligt:
Et mere af den flotte hun. Læg mærke til mørk vingebagkant og de tydelige striber i armhulen: Voksen hun!
Samme fugl, siddende på en af pælene, som hegner reden ind, taget fra bil og croppet betragteligt:
Fuglen var totalt ligeglad med min tilstedeværelse. Et par cykler kom forbi uden fuglen lettede – trods en placering af reden ret tæt ud mod vejen. En ældre meget langsomt gående herre passerede på et tidspunkt min position og fik efterfølgende fuglen kortvarigt på vingerne. Han var ret længe om at passere området, men fuglen sad hurtigt på pinden igen. Lyset var som det ses elendigt og jeg besøger derfor måske lokaliteten en gang mere i år. Vi får se.