I morges tvang jeg mig ud af sengen og kørte kort efter mod Nørresø i Tønder. Jeg havde regnet med igen at skulle sidde ved den sydøstlige del af søens bred, men måtte efter ankomst konstatere, at vandet var steget ganske betragteligt siden sidste besøg for få uger siden. Efter bare få skridt ned mod søen, væk fra bondemandens sti, var gummistøvlerne faretruende tæt på oversvømmelse! Jeg forsøgte et kvarters tid at nærme mig bredden forskellige steder nedenfor diget – men kombinationen af mørke, vand overalt og et ikke specielt vandtæt kamera fik mig til at opgive! I stedet kørte jeg mod Ballum Sluse – når jeg nu alligevel var nået så langt vestpå. Jeg nåede frem akkurat som solen skulle til at stå op og konstaterede at det var højvande – ikke særlig optimalt fotomæssigt.
Store flokke af Storspover viste sig kort efter ankomst i en kakofoni af højlydte “guu-eee!”
Bramgæs var der også masser af:
En havørn landede for enden af “molen” i solens første stråler:
En vis nervøsitet bredte sig blandt de resterende fugle, mens ørnen betragtede tag-selv-bordet:
En skarv landende og hængte vingerne til tørre:
Klyder var der rigtig mange af – jeg gætter på over 500. Ingen af dem gad dog komme ind på anstændig fotoafstand:
Pludselig landede en hvidklire ikke langt fra min position og tog sig godt ud i det flotte morgenlys:
Og så skete der desværre det, at mit objektiv besluttede sig for at dugge godt og grundigt til – og det var ikke bare frontelementet det var galt med! Det hele blev noget mælket at se på og var på et tidspunkt så slemt, at kameraet ikke engang ville fokusere. Det er ikke første gang – det sker typisk, når det meget kolde objektiv varmes af solens stråler og kondens derved dannes:
Lidt billedbehandling redder næsten denne hjejle:
Og denne hvidklire:
Billedet ovenfor og det af hjejlen ville være bedre med en lavere position af kameraet – men det kræver man lægger sig ud i pløret og mit liggeunderlag er fyldt med huller!
Efter en hel del venten lettede “tågen” på og i objektivet. Fem(!) havørne viste sig i retning mod Rømø, 4 kunne jeg få med på et enkelt skud:
En enkelt kom en smule nærmere:
Herefter pakkede jeg sammen. Og undgik denne gang ballade fra en masse ornitologer!