En lille serie fotos taget på Rømø i dag, hvor jeg fik lokket (tvunget?) familien med til en længere gåtur i blæst og kulde – det hjalp, at vi sluttede af med en god robust middag på Ballum Slusekro!
Vi starter dog med tre fotos fra Birkepøl på Als, taget tidligere på ugen, hvor jeg i skumringen kiggede efter mosehornugler, der ofte gæster lokaliteten. Dem fandt jeg ingen af, men måtte nøjes med en musvåge, der underligt nok blev siddende, da jeg standsede bilen:
I dagens vigende lys fouragerede en gruppe stære. Her taget med solens sidste stråler i ryggen, der lyste fjerene godt op. Billedet her er renset en del for støj – her iso 2500:
Og her endnu værre: Iso 6400, uden “støjrens”:
Men nu til Rømø, nærmere bestemt Lakolk Strand, hvor jeg og familien som nævnt gik en længere tur i dag- med flere omveje grundet vand og mangel på gummistøvler! En lille flok snespurve fløj forbi på afstand – jeg fik et par elendige billeder, som efterfølgende blev slettet. En ligeså lille gruppe bjerglærker var mere samarbejdsvillige:
Gruppen fouragerede i opskyllede tagrør og andre planterester. Her et eksemplar på vej med et eller andet ubestemmeligt i næbbet:
En trio af sandløbere fik kortvarigt min opmærksomhed:
Jeg havde dog i forvejen en del flere fotos af sandløbere end bjerglærker, så de fik lov at (sand)løbe.
Her en bjerglærke med kurs mod fotografen:
Familien var naturligvis utålmodig, så jeg havde ikke så meget tid med den lille gruppe:
Flokken var ret tillidsfuld, men fløj trods alt op når gående kom for nær (hvilket jeg naturligvis udnyttede!). Fuglene valgte dog altid at lande i samme område igen. Her et flot eksemplar i ditto flot positur:
Her et par, rodende i diverse rester på stranden:
Ved lidt søgning på nettet, fremgår det, at arten lever af insekter i sommerhalvåret, mens føden resten af året består af frø fra græs og urter. Aha.
Her en duo i flugt. Afstanden mellem de to fugle er nok ikke mere end 1 meter – så dybdeskarphed er der (heldigvis, synes jeg) ikke meget af ved 600mm:
Samme fugl, et par frames senere:
Måske bemærkes en del støj i billederne grundet det overskyede vejr og årstiden – jeg startede med 1/2000s men fik for mange uskarpe og gik derfor op på 1/2500s – det gav flere “keepers”, men selvfølgelig også mere støj. Støj, som i øvrigt kun forværres, når der croppes efterfølgende.
Ellers har det været noget magert med fugle-foto-ture – mest grundet tidsmangel og elendigt vejr. Jeg har netop bestilt et nyt camouflagenet, som burde komme engang i næste uge – det gamle er fyldt med huller, der ikke ligefrem hjælper. Jeg rumsterer pt. med en lille plan om (endnu et) forsøg med spidsænder, en helt umulig art at komme nær – så det skal selvfølgelig forsøges igen!