Hele to blå glenter på een gang gæster i øjeblikket Danmark. De har ovenikøbet været stationære de seneste 10 dage og er endnu mere usædvanligt tilsyneladende i gang med et (formentlig umuligt) yngleforsøg. Det kan man roligt kalde lidt af en ornitologisk sensation!
Jeg ankom i morges kort tid efter solopgang – efter at have sovet få minutters kørsel derfra i bilen (park4night kan anbefales). Det tager nemlig næsten 2½ time at køre til Aulum fra Als, så jeg tog afsted allerede i går aftes. Vores nye campervan er slet ikke dum! Jeg må også indrømme, at det mere usædvanlige/spektakulære fugleri er begyndt at trække mere i mig – tidligere kørte jeg stort set aldrig efter sjældenheder.
Efter at have parkeret bilen langs Langbovej, fik jeg hurtigt sat stativ og kamera op. Jeg ventede ikke ret længe før der skete noget. Her et af dagens første fotos:

Jo, den er god nok. Et styks blå glente på vej til en rede(!), der er anlagt i i toppen af den “to-toppede” gran lige til venstre for vindmøllen:

Afstanden var meget stor. Mit kameras afstandsmåler angav godt 350 meter til redetræet. Når fuglene var tættest på (i en foretrukken busk de heldigvis ofte vendte tilbage til) var der “kun” 225 meter fra fotograf til fugl. Her et uredigeret skud helt uden beskæring:

Et par frames senere – nu med beskæring. Jamen hov, der er jo to:

Busken blev plukket for små kviste, der efterfølgende blev bragt til reden:

Der blev selvfølgelig også søgt efter føde, hvor teknikken ligner tårnfalkens. Her endnu et uredigeret og ubeskåret skud:

Her på vej ned efter et spottet bytte:

Her på vej til busken igen, for at hente mere redemateriale:

På vej tilbage mod reden igen. Kameraet formåede ret imponerede at fastholde fokus på fuglen, trods en “forstyrrende” poppel i baggrunden:

Musende igen, med kortvarig øjenkontakt:

Solen fik gjort sig mere fri af skyerne, hvilket gav et helt andet udtryk:

Nedenstående billede er beskåret ganske kraftigt – flot fugl, men alt for langt væk:

På vej ned i græsset efter et eller andet kryb – uden gevinst:

Øjeblikket før “impact”:

Jeg (og en masse andre) overværede flere forsøg uden fangst. Det lykkedes dog til sidst. Her et langskud beskåret mere end et godt er:

Og så kom der ellers rigeligt regn. Her et par skud inden jeg måtte søge ly i bilen. Læg mærke til fuglen i midten af flokken af stære:

Den blå glente er en lille fugl. Se bare her, fortsat i regnvejr, og i selskab med den meget større krage (fokusplanet er meget tyndt, så med begge fugle i fokus, er størrelsesforholdet på billedet korrekt):

Her musende efter føde, trods regnen:

En hel del var mødt op og blev ikke skuffede, måske bortset fra over vejret:

Vi slutter med en lille film fra i dag. Det bliver spændende at følge deres yngleforsøg i de kommende dage/uger.