Forleden tog jeg dagens første færge kl 06 efter at have sat bilen ved Fynshav færgeleje. Turen tager tre kvarter, men til gengæld vader man fra færgen nærmest direkte ud i et ganske fint fugleområde – nemlig Bøjden Nor. Selve noret er (desværre/heldigvis – vælg selv!) fredet, så adgang med flydeskjul er ikke en mulighed – noget der ellers kunne give mange gode skud! Jeg startede på stranden, hvor en del forskellige vadere var på færde. Her en islandsk ryle i takeoff-øjeblikket:
En artsfælle med et godt øje til fotografen, der blot lå ned uden skjul:
Helt almindelige ryler var der selvfølgelig også. Her en lille gruppe på vej ind til landing:
Mens jeg lå og betragtede rylerne, var der pludselig en lidt anderledes fugl i blandt:
En ung dværgryle på jagt efter småkryb i det opskyllede tang. Den flot skællede overside samt v-formede hvide striber på ryggen afslører ungfugl fra i år:
Første gang jeg får fotos af denne art – vist nok (en lille vader forrige år på Rømø drillede med bestemmelsen – jeg endte dog med at mene den måtte være en sandløber).
En almindelig ryle mere – læg mærke til pletten under øjet:
Fuglen kom tæt på og et mega-crop afslører, at pletten er en skade:
Fuglen så dog ud til at have det fint.
Af andre vadere så jeg stenvendere og præstekraver. Her en stor præstekrave med fint svung i halefjerene:
Nedenfor en lille video af typisk stenvender-adfærd, hvor den fint lever op til sit navn:
Mod slutningen (jeg tog færgen tilbage kl 11) koncentrerede jeg mig om en lille gruppe landsvaler på insektjagt. Jeg har efterhånden en hel del billeder af insektfangende landsvaler, men synes fortsat disciplinen er supersjov. Her med gevinst:
Og her et næsten skarpt billede, der kun er taget med grundet fuglens flotte positur:
Til slut en lille film, sat sammen af en række billeder taget inden for små to sekunder. Først de uredigerede fotos, herefter i nedsat hastighed og slutteligt inklusiv beskæring:
Og her den bedste frame, som også ses i filmen, her i lidt bedre kvalitet:
En bonus til sidst: Mens jeg stod og ventede på færgen, viste en ældre havørn sig over noret.
Og det var sådan set det. En fin tur til en lokalitet jeg bestemt vil forsøge mig med igen!