Min planlagte fuglesang-quiz går det meget trægt med. Jeg er så småt i gang med programmeringen (måske man bare skulle bruge AI), men det kniber med tid og måske også motivation – det kræver nemlig en del tankevirksomhed at få sådan en quiz konstrueret! Så er det meget sjovere bare at tage på fugletur!
På Mandø fandt jeg for ikke så længe siden en hvidbrynet løvsanger og fik et par billeder eller fem til arkivet. Jeg valgte at besøge øen igen (faktisk 2 gange), idet en himalayasanger ifølge DOF-basen nu havde taget ophold. Den art ville det være meget fint med lidt billeder af – også til den (forhåbentligt) kommende sangquiz.
Mandø nås via Låningsvejen, der kun er farbar ved og omkring ebbe:
Her et satellitfoto fra Google Earth af øen, hvor Låningsvejen også ses:
På vej mod øen mødte jeg en enlig stenvender, der søgte føde blandt Låningsvejens mange småsten:
Samme fugl, helt tæt på plus beskæring, hvor en eller anden for mig ukendt anatomisk del af en halvrådden blåmusling blev sat til livs:
Anden gang jeg besøgte øen, var jeg grundet tidevandet nød til at køre lidt før solopgang – og skulle dermed benytte Låningsvejen i buldermørke. En ret speciel oplevelse. Ved ankomst til øen valgte jeg at køre en tur rundt langs digevejen i mørket med åbne vinduer. Og hørte minsandten indtil flere mosehornugler skrige i mørket. Meget stemingsfuldt. Jeg så på et tidspunkt hele 3 ugler, der på een gang blev fanget i lygterne fra min bil. En enkelt satte sig ovenikøbet kortvarigt på diget og jeg nåede akkurat at få taget et misfokuseret billede (til mit forsvar er det taget med manuel fokus og en lukkertid på 1/2s!):
Jeg ventede i området og håbede uglerne ville blive ved at jage også lidt efter solopgang. Men ak – kort tid efter solen kom frem var alle uglerne væk.
Så fandt jeg til gengæld denne her siddende på en lille forhøjning på en af øens “marker”:
En flot fjeldvåge med mørkt bryst og mørke knopletter på vingerne. Her med lidt halv-bekymrede bramgæs som tilskuere:
Arten havde jeg underligt nok kun ganske få billeder af i forvejen – fjeldvågen er ellers en ret hyppig gæst ved vintertide. Her i landingsøjeblikket på diget omkring Mandø. Læg mærke til det brede endebånd på halen – et typisk fjeldvågetræk.
Nogenlunde samme sted og nu med den lidt mindre og meget almindelige musvåge i forgrunden:
Fjeldvågen, som jeg vil mene er en ungfugl grundet det lyse øje og den generelt friskt udseende fjerdragt, fouragerede flittigt på begge sider af diget. Jeg fandt den senere siddende lige på den anden side af diget med et bytte af en slags. Jeg tror dog det må være rester af et tidligere nedlagt bytte eller måske bare et tilfældigt fundet ådsel:
Her et kig mere udad og opad ud over marsken og længere ude vadehavet. En sølvhejre pyntede godt i landskabet:
På Mandø skal man ikke sidde ret længe og vente før der sker et eller andet. Her en blå kærhøg, der pludseligt viste sig mens jeg sad og betragtede sølvhejren:
Jeg vil mene jeg så tre forskellige kærhøge den dag – alle brune fugle. Her i et sjældent siddende øjeblik:
En mægtig ældre havørn skabte regelmæssigt panik blandt de mange rastende bramgæs på øen. På billedet ses dog blot tre flygtende pibeænder og en vibe:
Her en lille video af fjeldvågen i forskellige situationer samt en blå kærhøg der senere blev til to:
På vej hjemad sad fjeldvågen som en skildvagt ved porten til Mandø, Mandø by ses i baggrunden:
Som den allersidste bonus bemærkede jeg et par paniske måger, lige før jeg nåede fastlandet. Årsagen var denne her lynhurtige dræber:
Ingen himalayasanger, men det gjorde nu ikke så meget. At køre på Låningsvejen i buldermørke, ankomme til øen, hvorefter tre mosehornugler fanges i bilens lygter, var det hele værd. Plus alt det andet!