Godt nytår! Hermed langt om længe lidt indhold her på siden, der samtidig bliver årets første indlæg og ovenikøbet på årets første dag. Lidt spredte skud nedenfor, på forskellige lokationer – og som næsten vanligt en lille film til sidst, af nogle sikkert søvnige spætter.
Mandø besøgte jeg igen i begyndelsen af december, mest fordi jeg alligevel var i området, efter at have afleveret vores bil til service – i Ribe! Med en lånebil forcerede jeg låningvejen og fandt efter kort tid en yngre havørn, der tog sig en slapper på vaden:

Der var en hel del ørne på og omkring øen den formiddag, alle utvivlsomt spejdende efter muligheder for et måltid blandt de tusindsvis af bramgæs (og i mindre antal, knortegæs), der i øjeblikket raster på øen.
Nedenfor en mere sjælden gæst:

En sølvhejre er det ikke, men derimod den mindre silkehejre, hvor der i øjeblikket er mindst 2 eksemplarer, der har gjort langtidsophold på øen. Her samme fugl, men noget tættere på. De artskarakteristiske gule fødder anes:

En anden ung havørn viste sig pludselig lige bag diget med resterne af en bramgås (jeg optog også en lille film – der er presset sammen til den lille sekvens i starten af indlægget):

Nordøstsiden af øen, lige på den anden siden af diget, er typisk et godt sted at spotte efter “aktion”. Her en spurvehøg på togt:

Og en artsfælle, der trods sin relativt ringe størrelse, fik viber, ænder og måger på vingerne i baggrunden:

Lys var der ikke meget af! Samme foto, beskåret til smertegrænsen – med øjenkontakt:

Resten af december har været noget mager fotomæssigt. Jeg har simpelthen ikke haft tid! Forleden fik jeg søsat flydeskjulet ved Bundsøs nordside, mest for at afprøve mine nye sokker (en julegave!) med indbyggede varmelegemer. De fungerede rigtigt godt og jeg holdt nogenlunde varmen i de par timer jeg tilbragte i det iskolde vand. Lufttemperaturen var omkring 1 grad den morgen.
En lille skallesluger i dagens første (mod)lys:

En anden han, noget tættere på. Som skrevet tidligere er modlysfotos ikke nogen personlig favorit, men en iskold, solrig og nogenlunde vindstille morgen, var svær at modstå:

I det nye år vil jeg prøve at finde en bedre lokalitet i min fortsatte jagt på det perfekte “lille skallesluger”-sted. Jeg har kig på et par mulige steder, men udfodringerne er dels adgangsforhold og selvfølgelig sikkerhed. Man skal, trods pontonskjul og tørdragt, ikke ud på for dybt vand ved de aktuelle temperaturer!
Et modlysfoto mere, en sølvhejre i morgenkulden:

Samme fugl, hvor nattens frost stadig sidder i sivene:

En smule længere nordpå, varmede en skarv sig i solens første stråler:

En del menneskelig aktivitet på bredden fik kort tid efter de fleste fugle længere ud på søen. En modig gråand fløj ind nær mig – nu i endnu mere ubarmhjertigt modlys:

Herefter forlod jeg søens kolde vand og kunne konstatere, at jeg fortsat var rimelig varm – de nye sokker havde bevist deres værd!
Til slut en lille film optaget i mellemdagene, hvor jeg to gange besøgte Årtoft Plantage omkring solnedgang. Det er ganke stemningsfuldt at opleve både sort- og grønspætter komme ind ved skumringstide til deres vanlige overnatningsområde i plantagen. Jeg håber bare lidt af stemningen er fanget på den lille film:
Og hvad med 2026? Tja. Sangquizzen mangler fyrremejse – så den vil jeg arbejde på at få fotos af, hvilket burde være muligt her i det sønderjyske. Derudover er det vist bare den sædvanlige metode: Få taget sig sammen og komme ud – så plejer der jo at ske alt muligt spændende.