Gråvejrsskud fra Bundsø

Ni skud og en lille film taget forleden ved Bundsø, hvor jeg trods elendigt vejr fik støvet flydeskjulet af. Gråvejret og tidspunktet først på morgenen betød akut mangel på lys, men til gengæld var det rimeligt vindstille, hvilket nok er endnu mere vigtigt, når flydeskjulet benyttes.

Her et af turens første fotos, et sangsvanepar i skumringslys, taget med blot 1/125s for at mindske støj. Vi ender trods dette på iso1600m, der selvfølgelig kun forværres grundet den efterfølgende beskæring:

Sangsvaner, Bundsø.

Gråvejret gav ikke meget farvespil og en smule dis bidrog til billedernes noget uldne udtryk. Her en enlig troldand, hvor der lige anes efterårsfarver i baggrunden:

Troldand, Bundsø.

En hvinand i flugt lav over vandet, med nogle af skarvkoloniens døde træer i baggrunden:

Hvinand, Bundsø.

Og her en troldand på vej i modsat retning. Jeg så desværre ingen skeænder, som ellers altid står højt på fotoønskelisten:

Troldand, Bundsø.

Bundsø er altid leveringsdygtig i sølvhejrer. Her et eksemplar højt til vejrs. Fotoet er skam i farver, selvom man skal se godt efter:

Sølvhejre, Bundsø.

Samme fugl på vej til landing. Der kæmpes ofte om de gode fiskepladser og længere til venstre stod en artsfælle, der dog ikke fortrak:

Sølvhejre, Bundsø.

Helt tæt på kom fuglene ikke den morgen. Her en troldand på nogenlunde afstand, som gav sig til at fouragere efter at have set mig lidt an. Så ved man, at skjulet er vurderet og fundet ufarligt:

Troldand, Bundsø.

Samme fugl, lidt tættere på:

Troldand, Bundsø.

Mens jeg sad/stod og kiggede på diverse ænder, hørte jeg pludselig et umiskendeligt højt “piiip” bag mig. Jeg fik vendt skjulet og fandt med lidt held kilden til lyden. Trods fuglens farvestrålende fremtoning, kan den sagtens være ganske svær at få øje på:

Gråænder – og isfugl, Bundsø.

Slutteligt en lille film sat sammen af nogle af “optrinnene” for oven:

Jeg forsøger nok igen, måske allerede i morgen. Ikke umuligt at lille skallesluger er ankommet til søen – et af mine favoritfjerkræ!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *