En mindre stribe fotos fra Fogderup (ja, det hedder byen altså!), hvor der er i år er hele 2 ynglende par af hedehøg. Jeg har besøgt det ene par ved flere lejligheder – i god afstand fra den indhegnede rede. Billeder har jeg ikke taget ret mange af, i det jeg først og fremmest har forsøgt mig med at filme fuglene. Der ligger nu en kæmpe redigeringsopgave og venter!
Her hunnen på togt over den endnu ikke høstede mark:

Og her den smukke han, flot poserende lavt i landskabet:

Både hun og han deltager i jagten, nu hvor ungerne er klækket og behovet for føde er stort:

Hannen afleverer fortsat mestendels fangsten til hunnen:

…der efterfølgende spiser lidt selv eller afleverer det hele til de ventende unger:

Der er ofte megen ventetid mellem høgene viser sig. En bomlærke sørgede for lidt underholdning imens:

Et flugtskud mere af arten:

Jeg forsøgte mig for nærmest første gang med min 2x telekonverter på mit 600mm objektiv, grundet den ret store afstand til høgene. Det gør jeg næppe igen, men lidt ekstra tilført skarphed i efterbehandlingen, gør resultatet nogenlunde spiseligt. Her hannen på lang afstand, fotograferet på 1200mm og efterfølgende beskåret ind til benet:

Og her hunnen, der tog sig et hvil i et levende hegn langs marken, hvor reden er placeret:

Læg mærke til den blå ring, der betyder fuglen er “dansk”, altså oprindeligt en unge ringmærket af folkene bag projekt hedehøg for nogle år siden. En præcis aflæsning var ikke mulig, så nærmere kan jeg ikke komme det.
De mange filmklip af høgene vil jeg arbejde på i de kommende uger og forhåbentlig også få lidt optagelser i hus af de udfløjne unger – hvilket burde ske inden for få dage.
Vi slutter med hunnen i flot silhuet, lige før solnedgang:
