En morgentur til Hartsø bød på ikke bare én, men to gode overraskelser: To savisangere, begge ivrigt syngende i den østlige del af Hartsø på Kegnæs.
Jeg havde kun opholdt mig få minutter på stedet, før artens umiskendelige snurrende sang pludselig hørtes ret tæt på. Efter at have stået i nogen tid og spejdet efter bevægelse i rørskoven, viste denne lille lidt anonyme fugl sig pludselig:
Billedet er taget kort efter solopgang og fuglen var, som det ses, mere eller mindre blokeret af diverse krat. Flugtskud af savisangere er dog ikke ligefrem hverdagskost, så det skulle selvfølgelig med her.
Kort efter dukkede den pludselig op ganske nær, ivrigt syngende:
Sikke en oplevelse pludselig at stå mindre end 20 meter væk fra denne relativt sjældne snurrende sanger!
Fuglen plukkede, ind i mellem de snurrende strofer, insekter fra rørene og skiftede i øvrigt konstant mellem forskellige sangposter. Her fotograferet lidt senere, hvor et par skyer foran solen gav et noget anderledes farvemæssigt udtryk:
Jeg fik også taget en række små film, hvor lukkertiden typisk justeres så langt ned som muligt – det giver det mest naturlige udtryk og samtidig reduceres støj. Ulemper? Ja! For eksempel, når to skestorke pludselig flyver direkte mod en og man glemmer at justere lukkertiden op igen:
Jeg fik febrilsk drejet på knapperne, mens flokken samtidig drejede af og fløj mod Hartsøs nordlige del. Læg mærke til ringen på den forreste fugl, som var mulig at aflæse. Observationen har jeg efterfølgende indberettet på fuglering.dk. Det bliver spændende at få en tilbagemelding om fuglens “oprindelse”.
Her sidste fugl i flokken på vej ned igen, nu med lidt sol på:
Hartsø bød også i år ynglende rørhøg. Her hunnen kortvarigt oppe og sondere:
På meget lang afstand fik jeg en lille serie af artens typiske akrobatiske fødeudveklsing i luften:
To storspover fløj, noget atypisk for arten, direkte mod mig, der for en gangs skyld ikke havde sat mit medbragte skul op:
Parret gik ned ved en lille vandpyt få meter foran mig, der dog nu havde sat mig ned:
Storspoverne lettede kort efter – mon ikke de alligevel havde fornemmet noget var galt!
Og så hørte jeg minsandten endnu en savisanger snurre, lidt længere vestpå. På vej mod sangeren, kom en lille gruppe skægmejser forbi på distancen:
Jeg fandt frem til savisanger nummer to, men fik ingen brugbare fotos, da den holdt til i et af søens ret så ufremkommelige områder. På et tidspunkt synes jeg faktisk jeg hørte endnu et eksemplar endnu længere vestpå, men gik forgæves i retning af lyden – så enten forblev den tavs eller også havde jeg hørt forkert. Savisangeren drejer konstant hovedet mens der synges, og det kan faktisk snyde lidt retningsmæssigt.
En gruppe vadere kom flyvende forbi, lavt over “søens” overflade:
Hvilke arter ses på billedet?
Her to krumnæbbet ryle ret så tæt på – desværre i mere eller mindre direkte modlys:
Ingen tredje savisanger og heller ingen held med at finde skestorkene. I stedet begav jeg mig tilbage til udgangspunktet og fik lidt flere fotos i hus af den første samarbejdsvillige savisanger:
Typisk blev der sunget i et til to minutter, hvorefter fuglen forsvandt ned i rørskoven – for så pludselig at dukke op et nyt sted. Her det skud, hvor den var tættest på:
Arten havde jeg indtil nu kun formået at få semi-elendige fotos af ved Magisterkogen nær Tønder, hvor den ses mere eller mindre fast hvert år – og formentlig også yngler. Fuglen her var anderledes gavmild, både i forhold til afstand og aktivitet:
En søgning på DOF-basen gav kun 5 observationer af arten på Als: 1967, 1969, 2002, 2008 – og nu altså hele to (måske 3) eksemplarer ved Hartsø.
Vi slutter med en lille bitte film sat sammen af den samme syngende fugl fra forskellige sangposter: