Weekenden blev tilbragt på Mandø, men jeg formåede at slippe afsted før resten af familien allerede torsdag eftermiddag – og havde derfor mulighed for et kort besøg på Rømø inden tidevandet tillod passage til Mandø.
Der er også i år indhegnet et større område i klitterne på Lakolk Strand (og vist nok også et på Sønderstrand) for at beskytte den sårbare ynglebestand af hvidbrystet præstekrave samt dværgterne. Hvidbrystet præstekrave yngler herhjemme nu kun på Rømø og Fanø, men var tidligere væsentligt mere udbredt som ynglefugl. Tiltagende trafik på de danske badestrande, har gjort det svært for arten – og derfor har man valgt at hjælpe lidt med de omtalte indhegnede områder.
Jeg havde ikke kigget ret længe før jeg fandt frem til et enkelt fouragerende eksemplar nær vandkanten:
Og et eksemplar er jo sådan set nok! Her samme fugl i øjenhøjde og stort set uden beskæring:
Jeg fik “møvet” mig lidt nærmere. Her i flugt og beskåret kraftigt:
Der var trods det sene tidspunkt på dagen, fortsat lidt varmedis over sandet – så kort afstand var påkrævet for skarpe billeder. Her med kurs direkte mod fotografen:
Jeg mistede kort efter fuglen af syne og måtte efterfølgende lede lidt efter et andet eksemplar. En dværgterne mod en gylden himmel fik kameraet i vejret:
Jeg fandt kort efter endnu en hvidbrystet præstekrave lidt nærmere havet, hvor sandet var mere vådt (og dermed ikke særlig rart at ligge på!), men også fyldt med lækkerier:
Jeg havde medbragt en lille “pad”, en skålformet tingest med en skrue i midten, hvor mit kuglehoved kunne monteres. Padden kan let skubbes rundt i sandet – selvom det selvfølgelig gav vådt tøj. Hvad man dog ikke gør for et foto! Men det betaler sig – mange fuglearter er nemlig ret ligeglade med liggende fotografer:
Direkte forfra for oven og her ret præcist vinkelret på fuglens længeakse:
Præstekraven løb hurtigt og ofte ret langt – og kom dermed nogle gange i modlys. Samme motiv som for oven, men nu i et helt andet (mod)lys:
Fortsat i modlys, i et mere roligt øjeblik:
I løb, med vandsprøjt. Ja – sandet var vådt!
Der tages tilløb:
Og så kunne der lettes:
Her stort set ubeskåret. Den hvidbrystede præstekrave er en meget lille fugl – så afstanden var faktisk ikke ret stor:
Jeg forlod kort efter ovenstående billede blev taget stranden og kørte mod Vester Vedsted, hvor Låningsvejen til Mandø nu var farbar grundet lavvande. Opholdet på øen de seneste par dage har selvfølgelig resulteret i en (hel) del billeder, som jeg langt fra har fået kigget igennem og luget ud i. Sådan er det (også) med fuglefotografering: Et minut i felten kræver omtrentligt et minut på “kontoret” efterfølgende!