Hvidvinget terne og lidt mere blå glente

Jeg kunne ikke dy mig for at forsøge med endnu en tur op i landet, i håbet om bare lidt bedre billeder af de to flotte blå glenter, der fortsat gæster Aulum, ikke så langt fra Herning. Men først lidt fotos fra Astrup Engsø, tæt på Skærbæk, hvor der i weekenden var blevet set en enkelt hvidvinget terne fouragerende sammen med 2-3 sortterner. Arten havde jeg ikke hverken set eller fotograferet før, så det skulle selvfølgelig forsøges.

Jeg stod længe og spejdede ud over søen uden at se noget som helst. Men så var der pludselig dette par, meget langt væk:

Man skal være vaks, for den bageste fugl er nemlig ingen sortterne – men netop den eftersøgte hvidvingede terne. Der må være tale om en ungfugl, for artens ellers meget karakteristiske tofarvede undervinge, hvor det meste af armen er helt sort, mangler nemlig her. Arten mangler dog også sortternens ekstra nakke/brystplet, så den er god nok:

Og her sortternen, hvor omtalte plet tydeligt ses:

Et andet godt kendetegn hos den hvidvingede terne, er den meget lyse hale og gump – samt bruntonede, skællede ryg:

Sortternen er derimod meget mere grå og generelt mindre kontrastrig:

Her ser man måske endnu bedre det meget lyse indtryk fuglen giver i felten:

Men nu nordpå, igen til Aulum, på jagt efter bedre fotos af blå glente. Lykkedes det så? Næ, faktisk ikke, for fuglene holdt sig desværre igen på alt for lang afstand i de timer jeg tilbragte på stedet. Her en af fuglene på vej med lidt mere materiale til reden, anlagt i toppen af et grantræ:

Som nævnt var afstanden til fuglene meget stor, typisk 150-300 meter. Denne gang forsøgte jeg mig derfor ned min 1.4 telekonverter, som jeg ellers aldrig bruger. Mit 600mm objektiv blev dermed til et 840mm F5.6. Det hjalp da lidt, men prisen var selvfølgelig knap så meget skarphed og knapt så hurtig autofokus. Trods konverter, fyldte glenterne fortsat ikke ret meget i søgeren:

Jeg fik stillet mig ved siden af en anden morgenfrisk herre, der viste sig at være måske Danmarks flittigste fuglefotograf, nemlig Torben Andersen. Han var ankommet lidt før mig lige før solopgang og havde faktisk haft en enkelt af fuglene helt tæt på, men i totalt mangel på lys. Typisk. Nå, men det blev til nogle hyggelige timer, trods manglende samarbejdsvillighed fra fuglenes side – de gad simpelt hen ikke komme tæt på. Til gengæld var der masser af varmedis, der efterhånden som timerne gik, bare blev værre og værre:

Vejret var ellers flot og solrigt, men kombinationen af lang afstand, høj sol plus varmeflimmer var mildest talt suboptimal:

Her vel nok det skud, hvor en af fuglene var nærmest:

Her med en smule mere interessant baggrund, men fortsat beskåret ganske kraftigt og med et lidt uldent udtryk, der formentlig mest skyldes varmeflimmer – og måske også lidt min brug af konverter:

Højt musende efter føde:

Vi fik også lov at overvære en parring på lang afstand, hvor man igen forbandede varmeflimmeren langt væk:

Her måske turens mindst ringe billede:

Slut fra Aulum. Tak til Torben Andersen for superhyggeligt selskab. Du kan se mange af Torbens fremragende billeder på hans facebookside.

Næste gang måske Bundsø, hvor der muligvis er et par nordiske lappedykkere på besøg – en svær art at komme nær, så det skal måske prøves. Vi får se – det kræver nogenlunde vindstille vejr og ikke mindst tid!