Nedenfor en række billeder, mestendels taget forleden ved Bundsø, hvor jeg fik søsat flydeskjulet. Jeg holdt ikke helt så længe ud som vanligt i det meget kolde vand – kulden sneg sig hurtigt ind på mig og armen driller fortsat. Klynk og elendigheder!
Vi starter med en skarv i pragtdragt i den “blå time”, tiden lige før solopgang, hvor lyset er ganske specielt. Fuglen kom helt nær og så mig an. Det ville en svømme- eller dykand aldrig gøre – desværre!

Og dog – for stor skalleslugere (som faktisk også tilhører dykandefamilien) er væsentligt mindre sky end for eksempel lille skallesluger, hvor især hannerne er meget forsigtige. Her er flot han af stor skallesluger, der helt upåvirket svømmede forbi mig, ganske tæt på:

Arten er svær at eksponere optimalt!
Også blishøns er ret ligeglade med fotografer i skjul. Her et enligt eksemplar, der på et tidspunkt var et godt stykke under nærgrænsen for mit objektiv:

Men nu til morgenens hovedperson, der ikke (som egentlig var planen), blev en lille skallesluger, men i stedet den nært beslægtede hvinand. Her et enligt eksemplar, der således helt uden en potentiel mage i nærheden, alligevel fik lyst til at vise sig lidt frem:

Her mere eller mindre vinkelret på kameraet, hvilket altid giver en lidt sjov effekt:

Fuglen valgte til min glæde at komme endnu nærmere – arten plejer ellers at være ret sky. Måske var det forårskuller!

Hovedet lægges helt tilbage på kroppen og føres frem i en elegant bevægelse samtidig med et herligt vandsprøjt, udført med fødderne:

Anden var nu ret tæt på – og måske var min tilstedeværelse alligevel ikke gået helt ubemærket hen:

De viste billeder af den kurtiserende hvinand, er taget ud af en serie på i alt 39 billeder, som foroven er sat sammen til den lille filmsekvens. En herlig and! Man forstår hvorfor det engelske artsnavn er Goldeneye!
Slut for denne gang. Jeg har forresten en hel del kærhøge-fotos taget ved Kernelandet på Kegnæs, som der skal luges ud i – der er ganske mange, men også meget langt mellem snapsene. Her en forsmag og et ret usædvanligt foto – nemlig med hele to kærhøge på samme foto:

2 thoughts on “Hvinand med forårsfornemmelser”
Hej Johan
Er Din hjemmeside lavet i Wordpres????
venlig hilsen
Kurt
Hej Kurt,
ja, lige præcis. Plus diverse plugins samt mine egne små scripts – både i php og javascript (jQuery). Vh. Johan.