Et kort indlæg med en serie fotos fra i går aftes ved Trillen, hvor vi gik en aftentur. Kameraet var med – og det var såmænd også på tide. Det skulle dog ikke støves af!
Længst ude på “Lille Trille” gik et par islandsk ryle og søgte efter føde. Jeg forsøgte straks at snige mig nærmere – arten havde jeg nemlig stort set ingen ordentlige billeder af i forvejen. Her et afstandsskud taget med kameraet dinglende over vandet (hurra for gummistøvler):
De fandt sig desværre ikke i mig – måske fordi de fouragerede sammen med en gruppe stor præstekraver, der nok er lidt mere sky:
Her et par frames senere, hvor begge vingesider ses – beskæringen skæmmer lidt, men det kan ikke blive bedre pga fuglenes indbyrdes afstand:
Man kunne sagtens “photoshoppe” fuglene lidt nærmere hinanden og dermed opnå en mere harmonisk beskæring med mere plads foran den forreste fugl – men det synes jeg ikke billedet er godt nok til jeg vil bruge tid på.
Det drejer sig om ungfugle, svarende til 1K og altså klækket i år. Kan ses på den skællede overside og antydningsvise røde bryst. Her igen sammen med præstekraverne, hvor det kan være svært at lægge fokus korrekt – især når man som jeg, lå ned:
Et tæt crop med en præstekrave på slæb:
Her skudt den anden vej, hvor lyset pludseligt var meget anderledes. Billedet er undereksponeret, da jeg trak den lidt ned i serien foroven, for ikke at brænde de hvide partier i vingerne af.
Igen i medlys, tæt beskåret. Den tydeligt skællede overside er typisk for ungfugle:
Havde jeg haft kameraet på stativ (som jeg oftest har på ture – i laveste position), ville jeg formentlig godt kunne have fanget fokus på den “rigtige” art her:
Og her på vej ind direkte mod min position, liggende ved bredden. Heldigvis er der en del småsten ved Trillen – så det er faktisk muligt at lægge sig uden at blive våd og få kameraet fuld af sand!
Og slutteligt parret med konturerne af Høruphav lystbådehavn i baggrunden:
Og det var det – ikke ligefrem fantastiske billeder, men klart de bedste flugtskud jeg har fået af den art indtil videre.
I dag fik jeg også en del billeder i hus – fra Bundsø, hvor jeg fik søsat mit flydeskjul sidst på eftermiddagen. Det kom der en hel del billeder ud af – blandt andet denne unge havørn, der skabte panik i den ene af søens skarvkolonier:
Billedet er ubeskåret og uredigeret- jeg kunne desværre ikke få ret mange af de sikkert meget nervøse skarver med! Læg også mærke til himlen. Billedet er taget lige før jeg måtte skynde mig tilbage mod bredden grundet lyn og torden – med ubehagelig kort tid mellem glimt og brag!
Til slut svaret på “find en fugl” i forrige indlæg: Ses meget godt efter ses en lærkefalk, en smule opad og til højre for midten. Billedet er taget ved Blomeskobbel, hvor jeg er rimelig sikker på et ynglepar igen i år.