Ofte er der en hel del hemmelighedskræmmeri i ornitologiske kredse, når det handler om ynglende sjældenheder. Kirkeuglen er ingen undtagelse, men det har for mange (relativt set!) længe været kendt, at arten gennem de seneste år har ynglet i den lille by Føvling, lidt nord for Ribe. Og for ikke så længe siden kunne man læse en artikel på tvsyds hjemmeside, der ikke overlod ret meget til fantasien – ovenikøbet med navns nævnelse af husejeren, hvorpå redekassen har siddet de seneste år!
Vores nyindkøbte bil skulle på værksted(!) og det foregik i Ribe. Jeg fik selvfølgelig efterfølgende lokket familien med på en skumringstur til Føvling:

Mens familien hyggede sig i bilen luskede jeg rundt og kiggede efter kirkeugler. Man skal se godt efter, for det er nemlig en meget lille fugl. En venlig hundelufter gav mig heldigvis et tip:

Fuglen på skorstenen var det eneste eksemplar jeg, med hjælp, formåede at finde den aften. Den blev siddende samme sted de knap to timer vi tilbragte i den lille by:

Kønt er det ikke, men arten havde jeg aldrig set og så accepteres elendige fotos naturligvis:

Her med en smule sol, da et par stråler kortvarigt slap igennem det tætte skylag:

Her betragtes et insekt, der kortvarigt fik vækket uglens opmærksomhed:

Parret har vist nok fået 4 unger i år. Sidste år kom hele fem unger på vingerne – ifølge den venlige hundelufter. Bestanden er dog fortsat meget lille og tæller blot omkring 15 par, alle i Jylland. Arten regnes, trods parret i Føvlings ynglesucces, fortsat i stor risiko for at uddø i Danmark.
Her turens finalebillede taget lige før afgang mod Als og øjeblikket efter den lille ugle lettede og forsvandt i dagens sidste smuler af lys:

2 thoughts on “Kirkeugle i Føvling”
tillykke med det! Kan så fortælle at den fugl i Føvling har jeg dippet 10 gange på 2 år.
Tough luck Esben! Det var vist også blevet til et fælt dip for undertegnede, hvis jeg ikke havde haft held med at møde den opmærksomme hundelufter 🙂