Klirer ved Følle Bund

Vejret har ikke ligefrem været fotooptimalt de seneste dage, hvor jeg egentlig havde satset på nogle gode billeder af de huserende vadefugle ved Følle Bund og Følle Vig – meget tæt på det sommerhus vi i øjeblikket tilbringer nogle uger i. Forleden tog jeg en sen eftermiddagstur til vigen – til at starte med i tørvejr, men efterhånden som jeg nærmede mig vandet begyndte regnen (igen) og vinden tog til:

Følle Vig i regnvejr, Følle Bund bagtil i billedet.

På billedet foroven ses et par hvidklirer samt en enkelt mudderklire (til venstre i billedet) – og et par gråænder. Hvidklirer er meget vagtsomme og fortrækker som regel meget hurtigt væk – selv når man forsøger at nærme sig yderst forsigtigt. Det gjorde de også trods den silende regn, der ellers må have udvisket min skikkelse lidt:

Hvidklirer i regnvejr, Følle Vig.

En rødben sås også flyve op og smage på det elendige vejr:

Rødben, Følle Vig.

Jeg valgte herefter at sætte mig i vandkanten og afvente. Efter lidt tid kom klirerne tilbage og jeg fik et par flugtskud, inden de igen fortrak:

Hvidklire, Følle Vig.

I forgårs så vejrudsigten bedre ud, så planen var at forsøge at komme nær de rastende fugle ved Følle Bund, der ligger i forlængelse af Følle Vig og dermed danner et fuglemæssigt interessant område med overgang fra strandeng til eng. Et fugletårn ved den sydlige afgrænsning giver et flot kig ud over Følle Bund:

Følle Bund, udsigt fra fugletårnet, taget ved en tidligere lejlighed.

Området afgræsses af kvæg, men dem så jeg heldigvis ingen af, da jeg tidligt om morgenen bevægede mig ud på engen. Desværre var vejret langt fra så godt som håbet – der var således både regn og kraftig blæst fra morgenstunden. Jeg nåede dog ud på engen, men ikke uden bøvl med at hoppe over en bæk og forsigtigt vade igennem en del passager med meget lidt fast grund under fødderne – man skal altså helst ikke falde med et tungt teleobjektiv i hænderne! Efter at have fundet frem til et passende sted på engen, måtte jeg desværre konstatere, at jeg udover at være gennemkold og våd, havde skræmt alt og alle væk på min vej derud. Jeg ventede en times tid, indtil regnen og blæsten tvang mig hjem – denne gang ad omveje, i det bondemanden i mellemtiden havde sluppet en større mængde køer fri på marken. Jeg valgte derfor at kravle under det elektriske hegn ved fugletårnet og gå hele vejen udenom engen hjem. Lidt af en (Følle) bundskraber!

Men så i går aftes vendte heldet. Hen sidst på eftermiddagen viste solen sig pludseligt af og til gennem det fortsat uroligt blafrende tæppe af skyer – og jeg tog derfor ved aftentide et hurtigt smut ned til vigen. Klirerne var igen ivrigt fouragerende i vandkanten:

Hvidklirer og rødben, Følle Vig.

De fløj som ventet straks op da jeg nærmede mig. Jeg havde medbragt et liggeunderlag og lagde mig cirka svarende til pletten med sand på ovenstående billede og ventede. Og minsandten – efter få minutter kom flokken tilbage:

Hvidklirer og rødben i midten, Følle Vig.

Det lykkedes for en gang skyld af fastholde fokus på en indkommende fugl på relativ kort afstand – noget der ofte volder problemer, med mindre baggrunden kun er himmel og dermed ikke snyder kameraets autofokus:

Hvidklire, Følle Vig.

En enkelt af hvidklirerne valgte ovenikøbet at sætte sig ganske nær:

Hvidklire, Følle Vig.

Da jeg som nævnt bare lå på et liggeunderlag uden skjul, gik der ikke mange sekunder før uroen bredte sig:

Hvidklire, Følle Vig.

Ovenstående er taget lige før “take off”. Jeg valgte at blive liggende et kvarters tid mere. Gruppen af klirer kom desværre ikke tilbage – bortset fra en enkelt hvidklire, der igen valgte at sætte sig tæt på mig – for så at lette igen efter få sekunder.

Hvidklire, Følle Vig.

Ovenstående billede er kun beskåret en smule – og med fuglen så tæt på, kan man godt tillade sig en “portræt-beskæring”:

Hvidklire, Følle Vig.

Følle Bund tror jeg ikke jeg vil forsøge mig med igen – det er simpelt hen for bøvlet og jeg tror alligevel ikke stedet er ret meget bedre end Følle Vig. Måske en tur mere til vigen, en morgen og med skjul – hvis vejret ellers arter sig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *