Pinsedag stod jeg tidligt op, kørte mod Sønderborg, parkede bilen ved Hjort Lorenzens Vej (der i øvrigt er et godt sted at se rovfugletræk om efteråret) og gik i sydlig retning ind i Sønderskoven. Efter cirka en kilometer kommer Fredsmaj, en tidligere eng, der nu er omdannet til vådområde med et rigt dyre- og planteliv. Mindst 4 par af Gråstrubet Lappedykker havde bygget reder i vandet. Parret tættest på mig havde to unger i reden:
Den ene af forældrene var nærmest konstant dykkende efter småfisk som blev bragt til reden. Det var tydeligt, at hver unge blev fodret på skift:
Efterhånden tog lyset lidt mere til. En svanefamilie rastede også på søen:
Noget længere væk, var et andet par lappedykkere i en mere indledende fase til yngel:
Jeg havde åbenbart ikke helt tænkt min placering igennem, idet jeg havde forventet sidelys mere end modlys – men solen kom op nærmest lige foran mig og gav hurtigt billederne et noget mælket indtryk:
Som det ses, tog forældrenefuglene regelmæssigt nogle små svømmeture med ungerne, men aldrig mere end få meter væk fra reden. Af og til udsendte forældrefuglene nogle vældige skrig, der godt kunne minde lidt om vandriksens grisehyl:
Solen fik efterhånden mere saft og kraft. En grønbenet rørhøne fouragerede langs den modsatte bred, bag en lille gruppe træer:
Den fortsatte langs bredden og fløj på et tidspunkt næsten tilbage hvor den kom fra:
Navnet på fuglen giver god mening når man ser de næsten grotesk store grønne ben! Den valgte heldigvis herefter at svømme i min retning (jeg sad dog også godt skjult under et net og delvist nedsænket i vandet):
Herefter forsvandt den ud af syne og jeg sad og ærgrede mig lidt over den ikke havde fortsat sin kurs mod mig – men minsandten om den ikke pludselig dukkede op igen – og nu noget tættere på:
Læg mærke til det barske sidelys – forskellen i eksponeringsstop er helt ekstrem og umuliggør stort set en tilfredsstillende eksponering. Fuglen var dog ret ligeglad og fortsatte indtil få meters afstand:
Ovenstående billede er trods alt croppet noget, men kan sagtens tåle det. Fuglen ser jo næsten eksotisk ud, men er altså pæredansk!
Lappedykkerne var fortsat på familiesvømmetur. Fjerene blev pudset, hvilket typisk blev afsluttet med en rystetur:
Ovenfor ses kun en af ungerne og der var som nævnt to – den lå bare godt skjult på ryggen af en af forældrefuglene:
Det var mestendels småfisk der blev fodret med – men ikke altid:
Søen bød også på blishøns med afkom:
Modlyset gav spil i vanddråberne – men mælkede farver:
Solen var efterhånden kommet et pænt stykke op på himlen og en smule mere sydover.
Og lidt senere, efterhånden som modlyset ikke længere var helt så barskt, kom der mere liv i farverne:
Kønt er det nu ikke – min position var lysmæssigt meget bedre egnet til aftenfotografering. På grund af min placering ganske få meter fra stien, ville det dog være alt for befærdet på det tidspunkt og derfor næppe særligt sandsynligt at få fuglene tæt på. Måske er det muligt at komme tæt ned til den modsatte bred på en eller anden måde – men jeg tvivler.
