Lidt af hvert fra den forløbne uge

Weekend ved Avnø Vig og lidt småture til Trillen har givet lidt forskelligt på sd-kortet:

Endnu en flot solopgang ved Knud Strand.

Knud Strand tog sig igen flot ud, men blåhalsen, som egentlig var målet for morgenturen, lod sig desværre kun høre, men ikke se. Andre fugle stillede dog heldigvis gerne op til fotos:

Rørspurv, Knud Strand.

Rørspurvene sang om kap med i hvert fald 3-4 forskellige blåhalse og viste sig ovenikøbet gavmildt af og til i rørene – i modsætning til de mere end vanligt sky blåhalse. Lidt længere nede af stranden var en tornsanger også i gang med lidt morgensang i en hybenbusk:

Tornsanger, Knud Strand.

Et par knopsvaner fløj ind fra fastlandet og landede i Lillebælt:

Knopsvaner, Knud Strand.

Ved Avnø Vig sås fiskeørnen flere gange i løbet af weekenden – desværre mest midt på dagen i kraftigt modlys og lidt for langt væk i forhold til fotos:

Musende fiskeørn. Avnø Vig.

Den kom et par gange, efter lidt musen og spejden, lidt længere ind i vigen. Dykket kom typisk lige efter lidt karakteristisk svæven på stedet:

Dykkende fiskeørn, Avnø Vig.
Lige før vandet er det frem med kløerne!
Gevinst! Hårdt crop og brændte highlights – fotografen fumlede!

I de to dage vi tilbragte deroppe sås i hvert fald 2 forskellige fiskeørne, en enkelt gang begge samtidig. Man kan jo håbe på et ynglende par i nærheden. Helt nemt er det dog ikke at være fiskeørn – de bliver ofte generet både før, under og efter fiskeriet:

Havørn lurer på fiskeørn – sikkert i håbet om et nemt “fisketyveri”. Doku-shot.
Svartbag jagter fiskeørn under højlydt skrigeri, Avnø Vig.

På en anden gåtur stødte jeg ind i denne lille fugl:

Engpiber, Avnø Vig.

Den var ikke glad for min tilstedeværelse og kort efter viste formentlig magen sig frem. Mon ikke reden var nær:

Sur engpiber jager fotografen bort!

Hjemme igen ved Trillen sås de sædvanlige præstekraver ivrigt fødesøgende – hvis man ellers kunne finde dem:

Store præstekraver, godt gemt bag sten, Trillen, Høruphav.

Den ene fortrak efter kort tid, den anden var åbenbart ikke helt færdig med aftensmåltidet:

Stor præstekrave, Trillen.
Stor Præstekrave med larve af en slags, mums!

Både rødben, tinksmed og (er jeg nogenlunde sikker på) svaleklire har vist sig ved Trillen, men de er nærmest umulige at komme tæt på uden skjul. Måske en morgentur med skjul i nær fremtid – vi må se, hvad der bliver tid til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *