Det kan være svært at luge ud i fuglebilleder, når de teknisk er af en rimelig kvalitet og motivet er en skovhornugle – men på den anden side: Hvorfor gemme 1500 billeder af en ugle, når mange af dem ligner hinanden til forveksling? Jeg har nu slettet en hel del og er nede på omkring 220, der muligvis alle sammen ryger i arkivet. Jeg plejer at vente nogle uger og så vende tilbage med endnu mere kritiske øjne. Så ryger der ofte en hel del flere i den digitale skraldespand!
Nedenfor en lille stribe fra forskellige aftener ved Birkepøl i slutningen af maj. Jeg har prøvet at vælge lidt varierende fotos hvad udtryk angår ud – trods det samme motiv!
Her på vej ud at jage igen, efter at have opholdt sig korvarigt hos ungerne:
Fra samme serie, men nu skåret ind til (fugle)benet:
Det er ret pudsigt at opleve, hvordan ens personlige “smag” ændrer sig med tiden. Da jeg i sin tid startede med fuglefotografering handlede det ofte om at komme helt tæt på og få et så skarpt skud som muligt. I dag prioriterer jeg fortsat skarpe, teknisk vellykkede skud, men beskærer ofte billederne langt mindre. Så jeg foretrækker for eksempel dette skud:
….fremfor denne udgave (samme serie, et par frames senere):
Lidt miljø og luft omkring fuglen giver ofte, synes jeg, langt mere interessante billeder. Her musende efter føde, hvor både synet og hørelsen spiller en stor rolle for uglerne:
Nedenfor i flot positur i modlys, lige før solen gik ned. Her ses i øvrigt et godt kendetegn, der adskiller skovhornuglen fra mosehornuglen, nemlig kroppens længdestriber, der fortsætter hele vejen til halen.
Hos mosehornuglen er dette parti hvidt:
Billedet af mosehornuglen er i øvrigt også taget ved Birkepøl (marts 2021) – Als’ bedste uglelokalitet!
Her med en sjov refleks-effekt i øjet – der hos ugler er så veludviklede, at ugler vist nok er ret dumme – det meste af hjernen bruges nemlig til at se med:
Fotografen betragtes, mens der tages i lille hvil:
Lige før “impact” – noget er spottet eller måske hørt pusle i det høje græs:
Et modlysskud mere, denne gang beskåret tæt:
Og fra samme serie, men nu med miljø – jeg ved godt, hvilket foto jeg foretrækker:
Det er svært at indfange på fotos, hvor fascinerende det har været at opleve uglerne i skumringen – ofte ganske nær:
Man kunne sagtens lysne mange af billederne og dermed få flere deltaljer i uglen frem, men så viser man jo “noget andet”, end det oplevede:
Vi slutter med et efter solnedgangs-skud af en af de tre unger, der havde placeret sig i en sommerhushave (fotograferet fra offentlig vej):
Slut for denne gang. Hvis du missede forrige indlæg, hvor min lille uglefilm, blev præsenteret, kommer der et link her: