Nedenfor en række fotos taget i dagene før tøbruddet, der igen har gjort det nemmere at være fugl i Danmark. Fotografen har også en smule nemmere ved at håndtere kameraet – det går således (marginalt) bedre med armen.
Vi starter ved Torup Made, hvor jeg gik en tur helt uden skjul og andre besværligheder (bortset fra mit moderat tunge kamera, omkring 3,5 kg med det hele). En stor tornskade er også i år at finde på lokaliteten og virker til at fouragere fast i en radius på nogle hundrede meter fra det gamle pumpehus, der ikke længere brummer løs. Her siddende på elmasten, der tidligere gav liv til pumpen:
Jeg havde ikke stativet med og måtte derfor skyde håndholdt, som jeg ikke rigtigt duer til for tiden – så det blev kun til et par få halvmislykkede forsøg. Her næsten i fokus:
Og her beskåret tæt i færd med et dyk, efter kortvarigt at have “muset” ikke langt fra min position:
Næste stop Mjang, hvor jeg mageligt siddende i min bil, kiggede efter blå kærhøge. Jeg havde set en flot ældre han på lang afstand flere gange derude og havde håbet på nogle skud af den – men måtte igen “nøjes” med den unge han, som igen kom ind på nært hold:
Også en tårnfalk søgte efter føde over den frosne stubklædte mark. Som det ses var det noget diset og gråt – rigtigt vintervejr:
Ved fugleskjulet ved Kruså Møllesø sad jeg forleden en stund og betragtede fuglelivet på isen. En rørdrum kom pludseligt flyvende og må være lettet rimeligt tæt på min position. Inden jeg fik bakset kameraet frem, var fuglen et godt stykke væk:
Et par andre fugleinteresserede gav sig til at fodre søens sultne fugle, hvilket fik en mindre flok hættemåger på vingerne. Som altid er fuglene noget mindre sky, når der er mulighed for at hurtigt måltid:
Herefter bevægede jeg mig få hundrede meter hen til åen og kiggede igen efter stedets faste vandstær – og fik den rent faktisk at se, fik et elendigt billede, hvorefter fuglen forsvandt. Jeg fandt et passende sted at sætte mig og ventede. Og ventede. Ingen vandstær! Men så skete der noget meget bedre. En skovsneppe kom pludseligt flyvende direkte mod mig og satte sig – ja, den er god nok – blot 2 meter væk! Kameraet havde jeg lagt i skødet og besværede mig ikke med at gøre det klar – jeg vidste fuglen afstandsmæssigt sad langt under minimumsfokusgrænsen. Vi sad og kiggede lidt på hinanden, hvorefter fuglen lettede og fløj tilbage hvorfra den var kommet. Heldigvis vendte den om i en stor bue og slog sig igen ned i sneen, denne gang omkring 30 meter fra mig:
Skovsneppen er ikke nem at få billeder af – typisk trædes den op på skovture, hvorefter den i lav, hurtig flugt, forsvinder mellem træerne, nærmest umulig at nå at få på kornet. Her kunne jeg til min store fornøjelse sidde og nyde fuglen, der uforstyrret gav sig til at fouragere nær åens bred:
Fuglen lettede efter nogle minutter igen – der var en del krat og grene i vejen, så jeg fik desværre ikke en række flugtskud i hus (som ellers ville have været supersjældent!). Her det mindst ringe:
Skovsneppen valgte at lande direkte overfor mig, der sad på den anden side af åen. Afstanden kan ikke have været meget mere end 6-7 meter:
Her beskåret tæt – som slet ikke er noget “problem” med den korte afstand:
Efter blot et minut lettede fuglen og fløj bort – men sikke en oplevelse!
Vi slutter med et par skud fra Gråsten. Først en vimsende fuglekonge med vinterhvid baggrund:
Mens jeg sad og ventede på et par vandrikser jeg tidligere havde bemærket fouragerende i et endnu ikke tilfrosset sumpet område, nær Apotekerstien i Slotsparken, kom en gærdesmutte helt ind tæt på. Og jeg kunne konstatere, at det ikke kun er vandstære, der leder efter og spiser vårfluelarver:
Til allersidst netop en vandrikse i vinterlandskab. Jeg formåede desværre ikke at få helt frit udsyn til fuglen, igennem diverse krat:
Slut for denne gang! Næste gang bliver billederne nok uden sne!