Lille opdatering fra Cornwall inklusiv en engelsk vipstjert

Kameraet har stort set været pakket væk de seneste mange dage (eller rettere: teleobjektivet, kameraet bruges skam til feriebilleder, men med min meget lille og kompakte 50 mm 2.5 påsat), men i morgen går turen med båd et par timer ud fra nordkysten. Målet er hvaler, delfiner og måske, såfremt heldet er med os, en lunde eller to. I dag fik jeg dog en lille serie af et par mursejlere, der pludseligt viste sig på himlen lige foran vores feriehus og heldigvis valgte at blive hængende i området i små ti minutter. Her et ubeskåret skud taget fra terrassen:

Mursejler, Cornwall.

Vejret var gråt, men der var alligevel godt med lys. Tricket var (som sædvanlig) at forsøge at fange et eksempar på god afstand som ovenfor og så eller prøve at holde den i søgeren efterhånden som den kom nærmere – og helst under horisontniveau. Her lige på kanten:

Mursejler, Cornwall.

Billedet er gemt grundet den lidt mere interessante baggrund end bare himmel. De foregående billeder, hvor fuglen var højere oppe, blev således kasseret. Her et skud “kun” med skov som baggrund:

Mursejler, Cornwall.

Et himmelskud, der kun er taget med for at illustrere den meget begrænsede dybdeskarphed, når der skydes med F4:

Mursejlere, Cornwall.

Som det ses er fuglen i fokus faktisk bagerst. Et spejlreflekskamera havde nok “hoppet” til forreste fugl, men grundet den ret effektive tracking bibeholdes fokus på den bageste fugl, som var den jeg startede med at følge i serien. Her et skud med flotte detaljer i vingerne:

Mursejler, Cornwall.

Her kan man ane et par engelske marker i baggrunden og skov helt til højre:

Mursejler, Cornwall.

Jeg fik desværre ingen “mursejler-fanger-insekt”-billeder, men er nu godt tilfreds i forhold til de få minutter jeg havde med fuglene:

Mursejler, Cornwall.

Vi slutter med et par “matrikel-arter”. Først en gråspurv, der troede den var en fluesnapper:

Gråspurv, Cornwall.

Den var overraskende effektiv og fangede ofte små insekter svirrende få centimeter over græsplænen.

En hvid vipstjert var også på færde:

Hvid vipstjert, Cornwall.

Som forventet er det den engelske variant, Motacilla alba yarrellii, en underart af den i Danmark udbredte Motacilla alba. Her et profilfoto med den danske variant underneden:

Øverst: Sortrygget hvid vipstjert, nederst: Hvid vipstjert

Den sortryggede udgave ses jævnligt i Danmark som en trækgæst fra ynglepladserne i England. Stort set alle observationer er derfor ikke overraskende gjort ved vestkysten.

Til allersidst en sølvmåge, der forsøgte at stjæle vores is i Fowey ved sydkysten af Cornwall. Billedet er taget med min 50 mm!

Sølvmåge, Fowey.

Det lykkedes ikke for ovenstående fugl, men en artsfælle formåede at nappe min netop indkøbte is i forgårs i en anden kystby vi besøgte. Frækt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *