Lille skallesluger i gyldent lys

En mindre serie fotos og en lille film fra forleden, hvor jeg trodsede kulden og fik søsat flydeskjulet ved Bundsø.

Jeg havde et par dage forinden besøgt netop nordenden af søen lige efter arbejde og fået hele 7 lille skalleslugere at se i kikkerten. Det krævede en morgentur, for arten er åbenbart svær at få nok af for undertegnede. Måske fordi den både er meget svær at få på nært hold og samtidig er meget smuk!

Stedet ligger egentlig “forkert” i forhold til morgenlyset, der kommer ind mere eller mindre direkte mod kameraet, men aftenture er ikke rigtigt en mulighed – der er simpelthen for meget trafik af gående, der får fuglene længere ud på søen – og væk fra anstændig fotoafstand. Og i modsætning til sydenden af søen, er det for dybt til at vade ud efter dem!

Her en trio af hanner i dagens første lys:

Lille skalleslugere, Bundsø.

Som det ses, svømmede gruppen mere eller mindre direkte imod min position. Måske hjalp det, at jeg netop den morgen havde dekoreret mit skjul med vissent søgræs for ekstra camouflage.

Her et par der kom rimeligt tæt på – billedet er dog beskåret en del:

Lille skalleslugere, Bundsø.

I profil med gyldent lys i vandet:

Lille skallesluger, Bundsø.

Og så var det faktisk slut! En hundelufter og lidt aktivitet i en villahave nær søens bred, fik gruppen til at søge et godt stykke længere ud på søen. Samtidig blev modlyset efterhånden noget ubarmhjertigt:

Lille skallesluger, Bundsø.

Her mere eller mindre i direkte modlys, hvor alle farver udvaskes. Ikke kun 7 men hele 9 lille skalleslugere:

Lille skalleslugere, Bundsø.

Turens sidste foto, en knopsvane, også i modlys, der giver lidt spil i de lyse fjer:

Knopsvane, Bundsø.

Som (næsten) vanligt en lille film fra turen. Jeg håber man kan fornemme, hvor smuk og stemningsfuld den morgen var. Hannen der flygter, er i øvrigt netop filmet, da den nævnte hundelufter kom for nær!

8 thoughts on “Lille skallesluger i gyldent lys

  1. Hvor imponerende billeder, i et utrolig smukt lys. Virkelig en dejlig oplevelse i en urolig tid tak.

      1. Åhh, jeg så lige at dit navn er Johan, undskyld jeg forhastede mig.
        De bedste hilsner
        Susanne

  2. Hej Langben😄
    Jeg vil bare høre dig om jeg må bruge dine smukke fotos som inspiration og forlæg til mine akvarelbillede
    Jeg skriver altid “Mange tak til naturfotograf og så navn,”
    De bedste hilsner
    Susanne Månsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *