Lille skallesluger i medlys – næsten!

Jeg havde egentlig gået og barslet med en tur til Mjels Sø i min evige jagt efter bedre fotos af lille skallesluger. Mit sædvanlige sted ved nordenden af Bundsø vender nemlig “forkert” i forhold til morgenlys. Lokaliteten ved Mjels er dog ekstrem bøvlet hvad adgangsforhold angår, så jeg valgte i stedet endnu en tur til Bundsø, men i stedet for at sætte mig mit sædvanlige sted, delvist skjult i rørskoven, stævnede jeg ud fra nordbredden og stillede mig et stykke ude i søen – og fik dermed solen ind fra siden i stedet for direkte mod mig. Her lige før afgang, en spektakulær morgen:

Bundsø.

Inden jeg nåede frem til mit nye mål på søen, fik jeg dog et par fotos fra mit sædvanlige sted. Her en lille gruppe skalleslugere, mens der fortsat var dis over søen:

Lille skalleslugere. Bundsø.

En enlig toppet lappedykker så mig an, fortsat med dis over søen, der giver det “mælkede” udtryk:

Toppet lappedykker, Bundsø.

Jeg bemærkede en enlig rastende hun af lille skallesluger, der sad på meget lavt vand og gjorde sig stand. Jeg sneg mig uendeligt langsomt nærmere og nåede efterhånden ind på ganske kort afstand:

Lille skallesluger. Bundsø.

Hunnerne er væsentligt mindre sky end hannerne – underligt nok:

Lille skallesluger. Bundsø.

Altid en fornøjelse at sidde ganske nær og betragte løjerne, mens fuglene bare fortsætter deres dont. Her lige før et dyk efter føde, ikke helt men næsten skarpt:

Lille skallesluger. Bundsø.

Hunnen fouragede for en stund, få meter væk, desværre uden at fange noget – det ville ellers have været et fedt billede! Herefter skete der ikke ret meget mere og jeg vendte tilbage til min oprindelige plan – nemlig at prøve et nyt sted i søen med bedre lys! Her på vej ud på mellemdybt vand, mens en lille gruppe sangsvaner betragtede mig. Der var, som det ses, fortsat diset (den meget korte afstand til fuglen for oven, minimerer disens betydning):

Sangsvaner. Bundsø.

Mon ikke jeg fik møvet mig omkring 100 meter længere østpå langs søen bred, omkring 30 meter ude, hvor vanddybden var meget passende. Jeg spottede et par af lille skallesluger – her i efterhånden lidt hårdt sidelys:

Lille skalleslugere. Bundsø.

Jeg valgte at blive stående og håbede på, de ville afsøge bredden i vestgående retning – de plejer nemlig at fouragere helt tæt på rørskoven, hvor der sikkert er gode chancer for småfisk. Og minsandten om ikke den ellers normalt så skeptiske han valgte at komme nærmere:

Lille skallesluger. Bundsø.

Jo nærmere fuglen kom, jo mere kunne jeg uendeligt langsomt dreje skjulet og få mere af fuglen i medlys. Her i fortsat mestendels sidelys:

Lille skallesluger. Bundsø.

Og her lige efter et dyk, hvor fuglen efterhånden havde fået en del sol på sig – til gengæld var den “gyldne” time for længst overstået:

Lille skallesluger. Bundsø.

Hunnen kom efterhånden også lidt nærmere, men “trak” desværre hannen længere ud på søen – igen i hårdt sidelys:

Lille skalleslugere. Bundsø.

Hannen i færd med morgenvask, med flot lysspil i vandet:

Lille skallesluger. Bundsø.

Her måske turens bedste foto, trods mere side- end medlys:

Lille skallesluger. Bundsø.

Vi slutter med en lille animation af den flotte han:

Lille skallesluger, Bundsø.

Er man så tilfreds? Nej da! Der ligger altid et bedre billede derude og venter på en – gerne i perfekt medlys, tidligt på morgenen og helt tæt på – med en friskfanget fisk i næbbet! Jeg drømmer videre.

2 thoughts on “Lille skallesluger i medlys – næsten!

  1. Fremragende serie med Dit anvendte flyde skjul. Særdeles flot resultat
    12 stjerne ud af 10 mulige 🙂
    NB. kan ikke få lov og skrive naturlinsen.dk i websted. ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *