Som skrevet i forrige indlæg, lykkedes det langt om længe at komme på nært hold af den meget sky lille skallesluger. Det var en meget diset og noget trist morgen ved Bundsø – men op kom jeg nu alligevel her i weekenden, eller rettere: Ned i søen med flydeskjulet. Dagens første billede viser blot et lille udsnit af en meget stor flok hejrer, der af en eller anden grund lettede fra søen vestside. Jeg talte 10 sølvhejrer og omkring 35 fiskehejrer(!):
Målet var (som sædvanlig!) lille skallesluger, der denne gang for en gangs skyld var mere samarbejdsvillige. Først et langskud af en enlig han i morgendisen:
Der var, til min store glæde, en hel del af arten at finde i denne del af søen, netop denne morgen:
Jeg sad og håbede på bedre vejr – men der var nok heller ikke tvivl om, at det netop var det elendige vejr med lav sigtbarhed, der gjorde fuglene mere samarbejdsvillige. Her en trio på efterhånden fornuftig foto-afstand:
En af de flotte hanner kom endnu tættere på – her netop kommet op fra et dyk på jagt efter føde:
En hun med hvide stænk i den mørke top:
Her en anden hun, netop dukket op til overfladen efter et dyk:
Samme fugl, med konturerne af magen i baggrunden:
Jeg sad/stod ved bredden og kunne følge fuglene helt ind til søens nordlige grænse. Her et par (hunnen anes i baggrunden) fouragerende i gråvejret:
Her et andet par på vej direkte mod min position. Trods disen var det underligt, at fuglene netop denne morgen, var helt ligeglade med min tilstedeværelse. På så kort afstand som her, er sigtbarheden nemlig ganske udmærket:
En portrætbeskæring muliggjort af den korte afstand:
I dykningsøjeblikket – som det ses var lukkertiden ikke helt hurtig nok, men der var ikke meget lys at gøre godt med!
Fuglene søgte af og til ud på søen – typisk når en morgenfrisk hundelufter eller andet godtfolk kom for nær. Det ligner jo næsten sort/hvid – men der er altså ikke pillet ved farvemætningen:
En flot han “ryster” vinger efter et dyk:
Samme fugl med skvulp i fjer og vand:
Morgenens eneste flugtskud, taget på ret lang afstand og derfor croppet en del – med deraf følgende ekstra støj:
Vi slutter med lidt flirteri, hvor hannen rejste toppen maksimalt, mens hunnen lavede nogle rytmiske bevægelser med nakken:
Parringer fik jeg desværre ikke set – bortset fra knopsvanerne omtalt i forrige indlæg. Alt i alt det tætteste jeg indtil nu har været på denne fotomæssigt vanskelige art. Og som altid en stor oplevelse at være vidne til uforstyrret adfærd på ganske tæt hold. Mere af det tak – og gerne bare lidt bedre vejr næste gang!