I går ankom vi efter en (meget) lang køretur til Sønderjylland efter to uger i Østrig. I tiden efter seneste indlæg har jeg fået en del flere fotos i hus af stedets ynglende husrødstjert samt svaler. Jeg formåede også at formatere 2(!) SD-kort med en del gode skud (blandt andet et closeup af hunnen i flugt med en kæmpe græshoppe af en slags i næbbet, suk), i den tro jeg allerede havde overført billederne til computeren – det var desværre ikke tilfældet. Øv. Her ses netop hunnen, betragtende et potentielt måltid:
Og her fodres en meget sulten unge (ud af i alt 4):
Hannen var selvfølgelig også konstant i gang med fødesøgning. Her et flugtskud, hvor jeg desværre først fik fokuseret lige efter sværmeren blev indfanget:
Billedet er taget med 1/3200s, F4 og på stedet trukket 0,7 stop ned – da fuglens lyse partier ellers ofte overeksponeres. Lysmæssigt var Hüttschlag i øvrigt ikke det nemmeste sted at fotografere. Solen tittede først over bjergene klokken 9, hvor den gyldne time for længst var overstået og om aftenen lå stedet tilsvarende i skygge allerede klokken 17.
Svalerne øvede jeg mig videre på. De lignede bysvaler, men så alligevel ikke helt – jeg synes ikke de var blåglinsende nok i deres mørkere dele af fjerdragten. Mon ikke det er en nært beslægtet art – der findes i hvert fald nok af svalearter alt i alt.
I de par uger vi var der, forlod ungerne i stigende antal de mange reder, hvor de ellers ustandseligt var blevet fodret. Dette fortsatte dog efterfølgende – nu bare i luften. Her et skud i modlys:
En af forældrefuglene på vej med friskfanget insekt til ungerne:
Vist nok samme fugl, fra en anden vinkel:
Et flugtskud mere, med en helt anderledes baggrund, i kraftigt sidelys:
Billeder med fangst var ofte nemmere at få i hus, da fuglene bevægede sig mere forudsigeligt på vej hjem til rederne. Aktivt jagende var de supersvære at holde i søgeren, og nærmest umulige at fastholde når de var nogenlunde tæt på – hvor den relative hastighed var særdeles høj. Nedenfor et billede, der krævede mange forsøg at få i hus – samt ømme arme og skuldre:
Husrødstjert-parret og deres unger spredte sig også mere ud i området i den tid vi var der – efterhånden som ungerne blev mere sikre på vingerne. Der skulle dog stadig konstant hentes friske insekter til de tiggende unger:
Der var ikke mange fredelige stunder, men her ses hannen i et usædvanligt roligt øjeblik:
Her hunnen på ekvilibristisk jagt:
Og en gang til – efter solnedgang, i elendigt lys:
Her et flugtskud af den flotte koksgrå hun:
Og et mere – af den noget mørkere han:
Hannen i fangstøjeblikket, croppet mere end godt er:
Her to af de i alt 4 unger, tiggende efter mad i udhuset, hvor jeg antager reden var placeret:
Skumringsbillede, med den tilsyneladende utrættelige han, der igen fodrer afkommet:
En unge poserede nysgerrigt:
Nedenfor et langskud af hunnen, der fodrer en af ungerne – læg mærke til den lukkede blinkhinde, der beskytter øjnene mod spidse næb under fodringen:
Ungerne søgte i stigende grad føde selv og blev bedre og bedre til det. Det er de selvfølgelig også nød til – forældrene orker næppe at blive ved ret meget længere. Her ses et skud fra aftenen før vi tog afsted, taget efter solnedgang i stille aftenregn:
Næste tur bliver nok vestpå et sted, hvor jeg lige kan nå slutningen af vadefugletrækket.