Så skete det endelig! Det er blevet til en hel del ture gennem de seneste år til Torup Made, hvor en eller flere havørne ofte ses – eller rettere siddende lidt nord for maden i nogle høje træer med udsigt over Mjang Dam. Ofte har en ørn taget et par ture over området, mens jeg har ligget gemt i en umulig stilling og kigget efter vadefugle. En enkelt gang valgte en ørn tilmed at lande på maden, men desværre i den modsatte ende af min position. Lørdag morgen stod jeg urimeligt tidligt op, igen i håbet om bedre fotos af sølvhejre, trane og svaleklire. En lille gruppe traner overfløj maden i skumringen, men valgte desværre ikke at slå sig ned igen, så det startede ikke særligt godt.
Svaleklirerne var også på plads, men havde valgt at klumpe sig sammen under et halvdødt træ langt væk fra mig:
Udover 6 svaleklirer ses også 2 andre arter. Hvilke?
En vipstjert fouragerede i mudderet, mens solen langsomt fik snøvlet sig op:
Dobbeltbekkasiner var der rigtigt mange af – jeg vil mene i omegnen af 100 alt i alt spredt over maden. Her en trio i vandspejlet:
Og så skete det! En susende lyd til venstre for mig og et glimt i øjenkrogen af noget stort. Jeg fik uendelig langsomt drejet kameraet og glemte formentlig at trække vejret imens. Først så jeg ikke noget, men pludselig løftede fuglen hovedet og kom derved fri af diverse krat mellem os:
Billedet er ubeskåret. Jeg gætter på afstanden var omkring 7-8 meter! Fuglen sad det meste af tiden bare og kiggede rundt, mens jeg fyrede løs. Jeg blev skam også “checket ud”:
Og her kaldende – på en af forældrefuglene, der sad i et træ omkring 150 meter foran min position:
Med lukkede blinkhinder:
Jeg checkede tidsangivelser på billederne da jeg kom hjem. Hele syv minutter sad den der før turen gik videre. Her et ubeskåret skud kort efter den var lettet:
Og her fra samme serie i en beskåret udgave:
Fuglen tog en runde tilbage forbi min position – noget længere væk:
Efter at have fået pulsen lidt ned, koncentrerede jeg mig om de noget mindre bevingede væsner på lokaliteten. Her en dobbeltbekkasin i en skov af vandpileurt:
En artsfælle, der valgte at komme noget tættere på – den så næsten nysgerrig ud:
August er ikke ringe hvad vadefugle angår. Her en almindelig ryle i lav flugt over madens vand:
Og hvad har vi her?
Den unge havørn vendte pludseligt tilbage – men denne gang i retning mod faderen, der stadig sad i det vanlige træ. Billedet oser ikke ligefrem af forældrekærlighed!
Her den voksne fugl på en runde kort efter at være blevet forvist fra træet. Læg mærke til ringen på højre ben. En delvis aflæsning var mulig og der er ingen tvivl om, at det drejer om en oprindelig tysk fugl, nu 18 år gammel, men altså fortsat ynglende – se eventuelt dette indlæg.
Der faldt der ro over ørnene og jeg vendte igen blikket mod livet lige over madens vand. Her en hvidklire susende forbi:
Heldet for den dag var ikke opbrugt, for pludselig kom en enlig svaleklire flyvende ind:
Og her i landingsøjeblikket:
Noget tættere på end mine tidligere forsøg, men dog fortsat beskåret en del. Som vanligt med den art (efter mine erfaringer) blev den kun siddende i ganske få sekunder. Her på vej afsted igen – formentlig på vej mod det udgåede træ beskrevet tidligere:
Et par flugtskud mere:
Her kaldende, et meget karakteristisk kald, der ikke er til at tage fejl af i felten:
Til næstsidst et par dobbeltbekkasiner – læg mærke til tungen på den forreste fugl:
Et enkelt flugtskud ud af en serie på 130 billeder! De hurtige framerates er både en velsignelse (i forhold til at fange det perfekte øjeblik) og en forbandelse (når der skal ryddes ud i billederne!):
Slutteligt en tillidsfuld hvidklire, der kom helt tæt på lige før jeg brød op:
Mens jeg begav mig afsted, forsøgte en gruppe ravne af få den unge ørn (ses godt efter, sidder den i toppen af træet) på vingerne – det lykkedes ikke:
Jeg kommer næppe nogensinde så tæt på en havørn igen – med mindre der er tale om kommercielle skjul med lokkemad, hvilket jo slet ikke er det samme! Sikke en oplevelse og så ovenikøbet med en nogenlunde tillidsfuld svaleklire som bonus.