Tre dage mere (og de sidste for mit vedkommende) på Århus-egnen som oppasser for min søn, der er ved at optage de sidste scener til en kommende serie på Ramasjang. På grund af optage-tidspunkterne, havde jeg kun relativt få timer midt på dagen til mit sædvanlige “fugleri”. De blev denne gang brugt ved Herredsenge, der ligger cirka 15 kilometer øst fra Randers. Lokaliteten har jeg besøgt ved tidligere lejligheder. Dengang var håbet af få set bjergpiber eller mosehornugle, hvilket floppede fælt – men en kærhøg trøstede da lidt.
Denne gang var målet en helt ny art for mit vedkommende, nemlig tredækkeren, den største af de tre bekkasinarter vi finder herhjemme.
Her udsigten mod nord fra markvejen, der skærer sig igennem engene:
Værsågod at gå i gang! Teknikken er enkel: Gå ud i marken og håb så på, at du på din snirklede rute på kryds og tværs, kommer så tilpas tæt på en bekkasin, at den flyver op i hovedet (næsten!) på dig – og håb samtidig på, at det ikke bare var endnu en kedelig dobbeltbekkasin (det er naturligvis noget pjat, dobbeltbekkasiner er langt fra kedelige og faktisk en af mine yndlingsarter at fotografere!). Dag 1 gav to bekkasiner, der ved efterfølgende inspektion i kameraet viste sig at være dobbeltbekkasiner. Ofte ved man det dog inden billederne nærstuderes: Dobbeltbekkasinen flyver ofte højt og langt – og giver ofte et par høje grynt fra sig, når der lettes.
Jeg gik 4 marker godt og grundigt igennem, hvilket altså blot gav 2 dobbeltbekkasiner – og det tog såmænd 2 timer! Ofte letter de dog først, når man er inde på ganske få meters afstand – så det er formentlig meget let af misse en hel del bekkasiner!
En rørhøg kom på et tidspunkt forbi og assisterede – jeg håbede naturligvis den ville skræmme nogle fugle op fra deres skjul – men der skete absolut intet.
Samme fugl, lidt tættere på. Den ser noget slidt ud og det må derfor dreje sig om en ung eller voksen hun:
Dag to var både god og dårlig på samme tid. Jeg fik set hele to tredækkere (formentlig samme fugl), men formåede ingen af gangene af få fotos i hus. Fuglen fløj i lav højde væk fra min position, desværre med noget krat i vejen, hvorfor jeg ikke formåede at få fokuseret på den fordømte fugl! Jeg så derfor heller ikke, hvor den landede (da jeg jo kiggede i kameraet), men har formentlig efterfølgende trådt samme fugl op igen. Igen formåede jeg ikke at erhverve fokus på fuglen – og så faktisk slet ikke hvor den forsvandt hen! Amatørfotograf!
En gul vipstjert fangede jeg til gengæld i flugten – på lang afstand, så kameraet fejlede åbenbart ikke noget:
Dag 2 bød også på en tårnfalk, der foretog en del hurtige udfald mod et eller andet kryb i græsset:
Mere nåede jeg ikke den dag. Og dog, for efter at have hygget med gåtur, aftensmad og lektiehjælp, fik jeg lige en halv time på verandaen foran vores airbnb i Sorring, hvor en gruppe landsvaler jagtede insekter i regnvejr:
Billederne er udover regn, fyldt med støj grundet akut mangel på lys og samtidig krav om hurtige lukkertider:
Man kan undre sig over, hvordan svalerne finder frem til de ganske små insekter blandt tusindvis af regndråber – i et drabeligt tempo. Simpelthen imponerende:
I dag var tredje og sidste dag – og igen kørte jeg til Herredsenge, “blot” 45 minutters kørsel fra vores airbnb. Efter at have travet et par marker tynde uden held, var der pludselig gevinst:
Og dog, for en tredækker var det desværre ikke (samme fugl et par frames senere, beskåret tæt):
Fuglen mangler tredækkerens hvide kanter på halesiderne og vingernes mere markerede hvide bånd. Derudover er næbbet for “langt”, hvilket dog kan være ret svært at vurdere. Fuglen fløj også ret højt op – alt sammen noget, der passer fint på dobbeltbekkasin.
Men så endelig, efter at have gået tværs gennem endnu en mark, fløj denne her krabat op:
Fuglen lettede (underligt nok) inden jeg var kommet ret nær – mon ikke 20 meter. Jeg gik desværre også mod syd, hvilket grundet tidspunktet midt på dagen, gav ubarmhjertigt modlys. Alligevel er der ingen tvivl: Læg mærke til de hvide kanter på halen og de hvide bånd på vingerne. Fuglen fløj derudover lavt og lige – og tavst. Alt sammen giver den korrekte diagnose: Tredækker!
Her få frames senere og stort set ikke beskåret – et ret så miserabelt foto. Den fugl kunne da godt have vist sig i medlys og drejet fint af – som dobbeltbekkasinen foroven!
Fuglen drejede langsomt mod venstre. Her på efterhånden (endnu mere) lang afstand, hvor varmedis også ses tydeligt:
Tredækkeren ynglede faktisk i Danmark for ret længe siden, men blev totalt udryddet ved jagt. Dens langsommelige lave flugt samt tendens til først at lette på få meters afstand, gjorde den til et meget nemt skudoffer. Nu ses arten kun på træk og ganske fåtalligt. Det reelle tal nok er noget højere – da den jo som det burde fremgå ikke er nem at finde!
I følge naturbasen, raster arten på trækket gerne på “afgræssede enge med fugtige strøg og partier med højere vegetation”. Den beskrivelse passer jo sådan set perfekt på Herredsenge.
Til slut det vel nok mindst ringe skud jeg fik i hus i dag:
Der er god plads til forbedring, hvilket bliver svært – som det burde fremgå. Man kunne selvfølgelig bare opsøge arten på ynglepladserne nordpå. Hvem ved – måske den kommende Norge-tur næste år også byder på tredækker?