Planen var egentlig en tur mere til Vidåslusen, men det var, fandt jeg ud af efter at have kørt lidt rundt i området, umuligt at komme dertil på grund af igangværende vejarbejde. I stedet kørte jeg til Saltvandssøen, der ligger lige nord for den dansk-tyske grænse, på indsiden af det fremskudte dige. Søen blev “skabt” i forlængelse af anlægget af det nye fremskudte dige i 79-81 – efter at et par alvorlige efterårsstorme havde tydeliggjort behovet for en bedre kystsikring.
Ovenfor ses udsigten mod diget – og en blå kærhøg, formentlig hun. Jeg fandt et passende sted at sætte mig og der gik ikke så længe før endnu en flot blå kærhøg kom forbi:
Fuglen er en voksen han. Her ét mere med undervingerne synlige:
Der ses 5 fingre og en flot sort vingebagkant – gode kendetegn for blå kærhøg.
Bramgæs var der en hel del af, der kan faktisk i nogle år ses helt op til 10.000 fugle på egnen.
En enkelt rastede ikke så langt fra min position:
Fuglen så rask ud, så at den var alene var nok en tilfældighed. Der er jo i øjeblikket udbrud af fugleinfluenza, også blandt vilde fugle, og der lå faktisk en del døde fugle spredt i området – nogle af dem delvist fortærede, formentlig af havørne. Såfremt det drejede sig om syge, selvdøde dyr, må vi håbe rovfuglemaverne effektivt neutraliserer virus!
Efter at have siddet lidt (på mit medbragte underlag), fløj en lille gruppe bjerglærker ind og begyndte at fouragere i en smattet blanding af jord, sand og sparsom vegetation. Synderlig nær kom de desværre ikke, men så må der jo croppes til “smertegrænsen”:
Fuglelivet på lokaliteten er rigt, men langt de fleste eksemplarer holdt til i retning mod diget, hvor der ikke er adgang for andre end fjerkræ. En lille gruppe dobbeltbekkasiner fløj forbi min position:
Og en sølvhejre skulle jeg heller ikke snydes for:
Det ser måske sådan ud, men de hvide partier er faktisk ikke overbelyste. Eksponeringen trak jeg på stedet trekvart stop ned for netop at undgå at brænde fuglens hvide partier af – dels ved hjælp af min viewfinders live histogram samt “zebraview”, som jeg har tildelt en knap på kameraet, så det let slås til og fra. “Zebraview” viser ved hjælp af striber (deraf navnet) live i viewfinderen, hvilke partier i billedet, der er overeksponeret og gør det dermed relativt enkelt at eksponere korrekt. Endnu en fordel ved at benytte elektronisk viewfinder!
Tilbage på vejen med udsigt over søen, igennem det enorme vildsvinehegn, sludrede jeg med en venlig herre om fuglelivet på stedet. Han stod og ventede på “hvid sol” – nemlig store flokke af ryler, der, når de pludselig synkront vender i luften og viser deres lyse bug og vinger, får flokken til at “blinke”. Flokkene samles typisk i løbet af eftermiddagen over søen, for så når det nærmer sig solnedgang, igen at søge ud på vaden vest for diget. Jeg havde desværre ikke tid til at blive hængende, men kort før jeg vendte næsen hjemad, kom en lille flok forbi:
Og her i lidt bedre lys:
Et udsnit af ovenstående:
Læg mærke til de lyse brystpartier og undervinger, der kan give sådanne flokke en “blinkende” karakter, når de pludselig alle skifter retning. Et flot syn!