Sangere ved Egå Engsø

To dage i Aarhus som oppasser for min søn (der optager serie i DR-byen!) gav mulighed for en spadseretur ved Egå Engsø, der bød på en del forskellige sangfugle. Da jeg bare slentrede rundt på må og få med kameraet, og ovenikøbet i høj sol, blev billederne selvfølgelig derefter, men fugle var i hvert fald masser af. Jeg startede med at lede efter en relativt sjælden drosselrørsanger, der et par dage forinden var blevet set (og hørt!) ved søens sydøstlige bred. Den var desværre tilsyneladende forduftet, men til gengæld var der masser af ikke spor sjældne rørsangere. Ingen af dem gad dog stille op til ordentlige fotos:

Rørsanger, Egå Engsø.

På vestsiden af søen løb jeg ind i en kærsanger:

Kærsanger, Egå Engsø.

Den er nærmest umulig at skelne fra rørsanger, så det var sangen der afslørede den. På modsatte side af stien viste en tornsanger sig frem:

Tornsanger, Egå Engsø.

Dem var der særdeles mange af, inklusiv helt nyudklækkede unger, der lidt forpjuskede, fumlede rundt i buskadset. Kort efter lød smukke toner fra en også noget mere let bestemmelig sanger:

Munk, Egå Engsø.

Næsten helt fremme ved fugletårnet, der ligger cirka midt på søens vestlige bred, sad en sivsanger – på et siv:

Sivsanger, Egå Engsø.

Den er også til at have med at gøre, hvad bestemmelse angår, på grund af øjenbrynstriben og kalotten. Vi slutter med det bedste, nemlig en lille sanger, jeg ikke tidligere har fået billeder af. Ved de sidste par ture til Hejlsminde Nor, har jeg hørt dem flere gange, men altid kommende fra et aldeles utilgængeligt sted, der umuliggjorde fotos. På vej tilbage mod parkeringspladsen, hørte jeg pludselig den karakteristiske sang fra et lille buskads ganske tæt på stien rundt om søen – og gav mig til at lede. Det var faktisk ret svært – selvom fuglen måtte være ganske nær, bedømt ud fra styrken på sangen, var den meget svær at finde. Først da den fløj et par meter fra en sangpost til en anden, lykkedes det:

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Ovenstående er taget delvist gennem krat – derfor det lidt tågede udtryk. Jeg luskede herefter rundt, i håbet om en bedre vinkel, fri af strå og blade – men fuglen foretrak tilsyneladende at synge fra lave positioner:

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Bemærk den plettede ryg – et godt kendetegn, udover sangen! Fuglen fløj kort efter over i et lille træ og fortsatte der sin mærkelige insektsang. Jeg formåede endelig at få frit udsyn til fuglen:

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Stor oplevelse, som det ofte er, når man første gang kommer på nært hold af en ny art til samlingen. Og dejligt at tænke på, man stadig er grøn og har masser af arter til gode!

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *