Sangsvaner ved Bundsø

Som planlagt tog jeg retur til Bundsø søndag morgen, men nu i væsentlig bedre vejr. Der var lovet spredt skydække og således mulighed for lidt sol i ny og næ – og samtidigt skulle det blive nogenlunde vindstille. Her et af dagens første skud, taget kort efter solopgang i ret så bidende kulde:

Svanerne raster utvivlsomt på søen om natten, hvor de er i sikkerhed for rovdyr. Om morgenen letter flokken for typisk at finde en passende stubmark at søge føde på. Det syn (altså den lettende flok) skulle jeg ikke snydes for, mere herom senere.

En gruppe krikænder dukkede frem af disen over søen i skumringen. Det er svært at fange på et billede, hvor magisk sådan en morgen kan være – udover kold!

Ikke ret længe efter lettede flokken af sangsvaner, som jeg heldigvis fik fanget på film. Jeg koncentrede mig efterfølgende i stedet om en enlig sølvhejre, der valgte at søge føde rimelig tæt på min position. Arten er overraskende tolerant overfor fotografer i skjul. Til gengæld er søens diverse arter af ænder derimod umulige at nærme sig! Solen havde nu fået lidt mere saft og gav godt med smæld i efterårsfarverne:

Jeg fik mange gode fotos af hejren, men nu skulle indlægget her jo handle om sangsvaner. Jeg bemærkede heldigvis to store hvide fugle på direkte kurs mod mig og kunne følge dem længe i luften fra den nordligste del af søen hen i mod mig i syd. Først troede jeg, det måtte være et par sølvhejrer. Jeg tog heldigvis fejl:

Værsågod, to (der kunne kun være en i billedet!) sangsvaner ganske nær – ikke ligefrem hverdagskost! Her i landingsøjeblikket – samtidig med, at artens karakteristiske “sang” udgydes, hvilket man måske godt kan fornemme på billedet:

Her det flotte par. Læg mærke til den buede lange hals og mere gult end sort på næbbet: Sangsvane – og ikke pibesvane, der er mere korthalset og har mere sort end gult på næbbet:

Heldigt at jeg spottede parret på lang afstand – så kunne jeg nemlig nå at vende skjulet i tide og dermed undgå bevægelser, mens fuglene skulle til at lande. Arten er sky og søger nemlig straks væk ved mindste forstyrrelse. Her var de heldigvis ligeglade og gav sig kort efter ankomst til at pudse fjer. Næbbet dyppes typisk først i vand:

Og efter en god fjerpudsning, rystes fjerdragten:

En anden sølvhejre viste sig på afstand og så ret godt ud i søens stille vand, der spejlede de flotte efterårsfarver:

Hejren fra tidligere havde åbenbart fortsat sin fødesøgning bag min ryg og kom pludselig spankulerende ind på ganske kort afstand – med de fortsat fjerpudsende svaner i baggrunden:

Så bliver det for mig ikke ret meget bedre: At sidde på klos hold og bare nyde nogle ellers meget sky fugle, der uforstyrret passer sig selv og deres rutiner.

Efter mere fjerpudsning fandt sølvhejren sig en passende udkigspost. Her måtte jeg dreje skjulet end smule, hvilket straks fik svaneparret til at trække sig lidt tilbage:

Her på vej længere væk, efter jeg igen havde “skubbet” lidt til skjulet, mest grundet en aldeles akavet stilling:

Turens sidste skud, hvor svanerne faktisk er noget længere væk end foroven – billedet er blot beskåret noget mere:

Vi slutter som sædvanlig med en lille film med lidt spredte indtryk fra den smukke morgen. Som det vil fremgå, er de enkelte klip ikke helt (men næsten) vist i kronologisk rækkefølge. Jeg synes nemlig filmen skulle slutte med det bedste fra den morgen – døm selv!