For 3 dage siden besøgte jeg Birkepøl, mest for at kigge efter rødrygget tornskader. Dem fandt jeg en del af, men ingen af dem gad stille op til ordentlige fotos. På vej tilbage mod Skovby, på det allersidste stykke af grusvejen ved Birkepøl, i dagens allersidste lys, mødte jeg pludselig denne her:
Høje pibende lyde hørtes fra en busk nærved: Mindst to tiggende skovhornugle-unger, der grundet deres store appetit “tvinger” forældrefuglene til at jage i en større del af døgnet og dermed også i knapt så meget mørke:
Det er kun anden gang jeg har set (men langt oftere hørt) arten. Første gang var for efterhånden en del år siden, hvor mine svigerforældre en kort overgang havde 3 eksemplarer siddende til natterast i et fyrretræ i forhaven. Om vinteren finder skovhornugler gerne sammen på fælles overnatningssteder og ofte benyttes det samme træ igennem længere tid.
En fritflyvende ugle i flot skumringslys var dog meget bedre – selvom kameraet kom på overarbejde:
Billederne er taget lige omkring solnedgang, hvilket ses på støjniveauet. Sad uglen stille, kunne der slækkes lidt på lukkertiden og dermed lukkes mere lys ind:
I flugt havde autofokussen ofte store vanskeligheder med at låse fast på fuglen. Her med en friskfanget mus, hvor kameraet kun næsten har ramt rigtigt. Tidspunkt: 21.44. F4, 1/800. Iso? 12800!
Uglen afleverede musen til de ventende utålmodige unger, hvorefter jeg mistede den af syne. Den dukkede op igen lidt længere i retning mod Skovby, i endnu mindre lys:
Jeg forsøgte at få lidt film af uglen i hus. Det meste måtte efterfølgende kasseres grundet kiks med fokus. Uglen kom heldigvis i min retning. Jo mindre der skal beskæres efterfølgende, jo mere støj kan toleres. Her således kun beskåret diskret:
Billedet er taget 22.15 og med blot 1/500s, iso10000.
Her må noget være spottet i marken – en hurtig opbremsning lige før dykket:
På vej ned i krattet efter en intetanende mus:
Jeg formåede ikke at generhverve fokus på uglen, da den kom op igen kort efter – men den så ud til at være tomkloet.
I går forsøgte jeg mig igen. Desværre slugte et lavthængende skydække solens allersidste stråler, så det gyldne look i serien ovenfor udeblev. Til gengæld viste uglen flot sine “horn” frem:
I situationen er det mere mørkt end billederne egentlig viser – og uglen var faktisk meget svær at få øje på:
Og så var vi (jeg havde lokket min kone med) heldige. Jeg havde forladt uglen og placeret os i markens modsatte ende, hvor jeg mente der var gode muligheder for uglen ville søge hen. Pludselig lettede den og fløj direkte mod os:
Kameraet mistede totalt fokus undervejs, mens uglen bare fortsatte med at komme nærmere – for til sidst at sætte sig på en solsikkestængel, få meter foran os. Her et minimalt beskåret skud:
Her valgte jeg kortvarigt at sænke lukkertiden til 1/100s. Det gav lidt mindre støj:
Og så kan man jo godt tillade sig en portrætbeskæring – især når uglen var så venlig at sætte sig få meter væk:
En kæmpe oplevelse at kunne sidde i skumringen og nyde skovhornuglen så tæt på! Vi fik et magisk minut før ungernes konstante tiggelyde igen fik den på vingerne. Mørket tog til og den forsvandt for os ud i den unge nat.
Til slut en lille film sat sammen af en række klip fra de to aftner på stedet: